Louise Juhl

En verden i A-mol.

Jeg er ved at skrive en bog, en ven læser med og skriver:
Det går så hurtigt, alt det, du fortæller. Først er du til koncert, får en kæreste. Så bliver du student, pædagogmedhjælper, tager på højskole. Pludselig har du smidt 40 kilo. Hvad sker der og hvorfor? Hvor bliver kæresten af, vennerne, dagene. Hvor bliver du af, de fyrre kilo, jeg kan følge med?
Jeg har været der før, tusinde gange, alle de spørgsmål og ingen svar. Jeg ved ikke hvad der skete og slet ikke hvorfor, jeg fortæller bare. Hvordan jeg festede og fik en kæreste og var glad. Sang i Bossa Nova band og gik i optog mod neoliberalisterne, læste Brecht og alt om Verfremdungseffekt. Tog på studietur til Berlin med klassen, spillede tremandswhist på væreslet, så en levende panda i Zoo, drak Sambuca og blev så syg, at mængden af bræk stoppede afløbet så mine værelseskammerater måtte låne håndvask og brus i naboværelset.
Så tog vi hjem, jeg lagde planer om en festival med mine venner, “Musik og medfølese”, skulle den hedde, det var en helt fantastisk ide på papiret: Åbne optog med koklokker og marimba, sing-a-song-scene, og en debat med overskriften “En verden i A-mol”. Vi trykte plakater og lavede aftale med en landmand om at låne hans mark. Men så gik vi i stå, fik andre ideer, marken blev liggende hvor den lå..
Pludselig var det alvor, vi skulle til eksamen, ideer alene gjorde det ikke. Jeg kom op i historie og oldtidskundskab, religion og musik, min far spurgte “Sig mig lærer man overhovedet ikke nogle eksakte videnskaber i skolen mere?” Jeg sukkede og satte mig med for at lære alt om ioniske, doriske og korinthiske søjler. Det var i juni og seksogtyve grader i skyggen, jeg lå foran terrassedøren, solen faldt ind, min ryg tog mønster efter solens striber. Jeg læste om hinduisme og puja-ritualer, om jødiske skikke og forskellen på Bar- og Bat mitzvah, faldt i søvn og vågnede badet i sved. Drak et glas vand og læste videre.
Til eksamen talte jeg som et vandfald om alt det, jeg havde læst, lagde lidt til og trak lidt fra, fik topkarakterer i alle fagene. Skammede mig alligevel, det var som om jeg kunne ikke slippe min fars spørgsmål: Sig mig lærer man ikke nogen eksakte fag i skolen mere? 
Så sad jeg der, hvor fortællingen begynder. En onsdag på terrassen, med hue på hovedet og alt det før forbi. Berlin og Bossa Nova, Brecht og Bar Mitzva, jeg ville næppe komme til at beskæftige mig med ret meget af det igen. Det, der burde føles som en befrielse – at kunne læne sig tilbage med en dåseøl i hånden og tretten veloverstået skolegang rygsækken, føltes.. fremmed? Som om jeg var publikum til min egen forestilling og nu var nået til det sted, hvor en skuespilleren træder frem på scenen og siger ud i salen:
“Det, I ser, er ikke virkeligt: Virkeligheden begynder først nu.”