Louise Juhl

Tore ville ikke være venner med mig. Jeg spurgte ham ellers tit. Både i ni-frikvarteret, i spisepausen og efter skole: 

“Skal vi være venner,” spurgte jeg, men Tore gjorde sig ikke engang den umage at ryste på hovedet eller svare nej. Han gik bare videre, som om han ikke havde hørt, hvad jeg spurgte om. Eller som om han ikke ville høre.
Det værste var ikke Tores tavse afvisning, men at jeg blev ved med med at spørge.

“Skal vi være venner,” spurgte jeg. Igen og igen. På vej ind i klasselokalet, på vej ud, ned ad trappen, i skolegården, bussen. I  beskeder efterladt på hans telefonsvarer:
“Skal vi være venner?”
“Skal vi være venner?”
“Skal vi være venner?”
Jeg skrev endda sedler, jeg lod vandre fra hånd til hånd hele vejen gennem klassen, men uden held. Ingen åbnede sedlen, ingen læste den og ingen svarede.
Alligevel blev jeg ved. Ikke kun med ord, men med alt, min krop: et lidt for kælent smil, et lidt for langt kram, mine øjnes evindelige: “Skal vi..?”

Til sidst kunne jeg ikke engang holde mig selv ud. De sleske appeller, eftergivenheden, mine evigt udstrakte hænder.
“Skal vi være venner?”
Så jeg ændrede taktik. Piftede Tores cykel når ingen så det. pissede i en skraldespanden på et offentligt toilet. Efterlod min skrift på en mur bagved skolen: “Back off!”
Det varede ikke så længe, det hårde blev blødt og jeg lærte i stedet slet ikke at spørge – hverken om venner eller hjælp. Jeg holdt mine egne fester, alene og låst inde på mit værelse. Hørte Frank Zappa, drak mig fuld i billig Liebfraumilch og skrev digte om diamanter. Om måden de gik i stykker på, delte sig efter et indre gitter, det smukkeste sammenbrud.
Jeg ville være smuk, have et indre gitter, jeg kunne bryde sammen omkring. Så jeg skrev lister.
Med mad, jeg ville spise:
Blomkål, agurk, kogt torsk.
Og meget længere lister med ting, jeg ikke ville spise:
avocado, banan,
brød, pasta, ris, kartofler,
nødder, sukker, smør, olie,
druer, kiks, knækbrød,
ost, æg, mælkeprodukter
alt, der smagte godt og af mere
Jeg ville være en sten, en ædel sten, en diamant. “Skære som lys igennem mørket,” skrev Michael Strunge et sted, og jeg skar og skar. Men der kom ikke noget lys og jeg blev ikke spor ædel, bare tynd og mørk og uden følelser.