Louise Juhl

Jeg bliver så tit spurgt. Hvordan lykkedes du med at blive rask, komme videre? Det er altid efter, at jeg har fortalt alt det andet. Om de lange løbeture og året, hvor jeg levede af dåsetomater og drikkebouillon. Om to måneder på højskole, der nok var de ensomste i mit liv, fordi alle omkring mig strålede af lykke. De lærte og festede og fandt kærester, mens jeg lå på mit værelse og forsøgte at holde op med at trække vejret. Det er når, jeg har fortalt om lægen, der tog min puls og sagde: Det stopper her. Som fik mig indlagt på Frederiksberg hospital. På en infektionsmedicinsk afdeling med aids-syge og kræftramte og så mig, der ikke fejlede andet, end at jeg ikke ville spise. Kunne, turde. 32 kilo vejede jeg, og løj så meget og så godt, at jeg ikke længere vidste, hvad sandhed egentlig var for noget.
Jeg har fortalt om Hundested og ridecenter og om at læse litteraturvidenskab men opgive, fordi jeg ikke kunne holde en bog i hånden. Om fem år uden hverken frem eller tilbage: Jeg købte en spinningcykel og cyklede hver dag hundrede kilometer i min etværelses lejlighed i Vejgård. Blev bibliotekar med højeste karakter med titlen “Tre divergerende æstetiske diskursniveauer.” Jeg kunne ikke spise min mad, men jeg kunne eddermanme give den gas med de fine formuleringer. Året efter blev jeg indlagt igen. På en afdeling for spiseforstyrrede. I min journal står ordet behandlingsresistent flere gange. Jeg var der næsten et år, før jeg vejede de enoghalvtreds komma to kilo, der betød, at jeg kunne udskrives. Jeg blev anbragt på et opholdssted, man kunne høre motorvejen og højspændingsmasternes knitren i fugtigt vejr. Ellers skete der ikke en skid. Så skred jeg, min mor græd, lægerne sagde: Det er på eget ansvar. 
Der gik fem år. Jeg ved ikke med hvad, udover at jeg talte med en, der hed Lars. Det vil sige ingen af os sagde rigtig noget. I lang tid troede jeg faktisk, vi kæmpede en krig på tavshed, men så fandt jeg mig tilpas i det. Hver uge i fem år sad vi sådan, indtil han en onsdag så på sit ur og sagde: Jeg tror ikke, du har brug for mig mere. Og jeg så ned ad mig selv. Jeg havde en skjorte med kinaflip på – og cowboybukser. Jeg lignede enhver anden. Jeg havde et arbejde og en kæreste og var lige så ulykkelig og forvirret som flest. Det sidste kunne han desværre ikke hjælpe mig med. Lars altså, det var bare sådan livet var, forklarede han. Forvirrende og ind imellem ulykkeligt. 
Så jeg ved ærlig talt ikke, om jeg nogensinde er lykkedes med at blive rask. Hvad det overhovedet vil sige at være rask. Jeg ved kun, at jeg kaster med pind med min hund, passer mit arbejde, skriver bøger. At jeg elsker min mand og vietnamesiske forårsruller – i den rækkefølge. Og det er vist egentlig rask nok for mig.