Louise Juhl

I går skrev min gode kollega Jeppe Krogsgaard Christensen et opslag, hvor han undrede sig over, hvorfor Christian Bennikes indlæg i Weekendavisen, hvor han problematiserede nutidens digtere optagethed af identitet, havde affødt så voldsomme reaktioner, når nu digteren Signe Gjessing, der i samme avis havde udtalt at “Det er noget sladderagtigt over de autofiktive digte,” ikke havde mødt samme modstand.

“Er vi virkelig der, hvor udsagn vægtes forskelligt alt efter hvem der bringer dem frem? I så fald et lavpunkt for den litterære samtale,” skriver Jeppe Krogsgaard Christensen. Og i en kommentar uddyber han: “Diskussionen må og skal rykkes væk fra motivanalyser og ‘hvor er du bare ond og dum’ og over på sagen, litteraturen, som den står at læse i bøgerne. det burde være indlysende.”
Deri giver jeg ham ret, lad os da for alt i verden undgå motivanalyser, men tilføjer i en kommentar:
“Jeg oplever dog, at det er dobbeltrettet. I guder hvor har jeg læst mange påstande om, at digtere og prosaister skriver autobiografisk, fordi de er navlepillende eller med deres personlige vinkel får nemmere adgang til medierne. Ikke én men tusinde gange har jeg læst endda meget vidende litterater og skrivende mene, at det var mere begavet og udtryk for større indsigt og vid at skrive om stjerner og andre himmellegemer, end det er at skrive om udfordringer med at tilhøre en bestemt socialklasse eller at kæmpe med sit sind.

Det, jeg mener, er: Hvorfor kan vi dog ikke se på værket, hvad det siger, hvordan det siger det, hvilke virkemidler, der bruges, uden at hierarkisere over, hvad det er mest rigtigt at skrive om eller hvor, det er bedst at skrive fra. I min optik er det en en skyttegravskrig, hvor ingen kan sige sig fri af at bero sine læsninger – af litterær kritik eller af digte – på en vis grad af fordomme.

Her til morgen hørte et afsnit af podcasten “Ditlev og Dæmonerne” på DR. Her var dokumentarfilminstruktør Christoffer Guldbrandsen inviteret i studiet for at tale om sit hjertestop i forbindelse med optagelserne af “A Storm Foretold”. Jeg skal ikke komme yderligere ind på det iøvrigt meget lytteværdige afsnit, men bare opholde mig ved et begreb Guldbrandsen introducerer – et alternativ til diskussionen om sande- og usande påstande. Han taler om den “uangribelige” påstand, det vil sige at sætte sig selv i en position, hvor det sagte ligesom hævder sin egen ret. Og det tror jeg ofte er tilfældet, når vi diskuterer -særligt nyere- litteratur. Ingen er ligesom interesserede i at samtale, Bennikes udsagn er ikke nysgerrigt eller åbent undersøgende, det er en konstatering som i kraft af hans position som journalist på et landsdækkende dagblad får status af sandhed. Uangribelighed. Men jeg undrer mig over, hvordan nogen tror, at den her slags kan stå uimodsagt:

“Selve formlen på moderne dansk lyrik [er]: »Skriv om den, du er, altså hvis den, du er, er en del af en udsat og særlig minoritet.« Amina Elmi er dansksomalier og skriver om at være dansksomalier. Caspar Eric skriver om at være handicappet, Luka Holmegaard om at være transkønnet, Deniz Kiy om at være dansktyrker, Sebastian Nathan om psykisk sygdom, Haidar Ansari om at være dansk-irakisk kriminel … Maja Lee Langvad, Glenn Bech, Gry Stokkendahl Dalgas, Bjørn Rasmussen, Asta Olivia Nordenhof, Cecilie Lind, Nath Krause … Det universelle menneske har trange kår i dansk lyrik.

Hvordan kan nogen ved deres sansers fulde brug tro på, at man kan nævne så umådeligt forskellige digtere som Bjørn Rasmussen, Glenn Bech, Gry Dalgas og Caspar Eric i ét og samme åndedrag og slippe afsted med at påstå, at deres lyrik kan sættes på en formel. Jeg kan ikke undgå andet end at tænke, at Bennike ikke har læst dem alle? Alternativt, at han har valgt den bredest mulige malerrulle og så forsøgt at tegne croquis med den. Ja, de skriver alle om udsathed og eksistens men kan man deraf slutte “ergo er de en sten?”
Det vil svare til at sige, at alle der bruger stjerner som metaforik kan sættes på formel – “skriv om stjerner og andre himmellegemer og få stempel af universel”? Det er simpelthen så fordomsfuld og stereotyp en gengivelse af et virkelig diverst litterært landskab, at jeg har svært ved at tage det alvorligt. Når Gjessing i samme avis mener at kunne konkludere, at autobiografiske digte er sladderagtige, ja så er det udsagt fra en lidt anden, måske mindre uangribelig, position, og derfor knap så provokerende. Men også den udtalelse finder jeg både ukollegial, fordomsfuld og nedladende – hvilket iøvrigt ikke er det samme, som at jeg finder Gjessings digte dårlige. Tværtimod, jeg holder utroligt meget af hendes forfatterskab, og det, selvom hun skriver om stjerner 😉

Nå, det jeg vil sige er, at litteraturen er fri til at skrive om, hvad den vil, stjerner og vrede, undertrykkelse, angst, oprør, pigedyr og blå øjne. At forsøge at reducere disse digtere til slaver af en tidsånd er ikke bare indskrænket, det er i mine øjne også usandt.
Bennike må naturligvis mene, hvad han vil, det samme må Gjessing. Men man kan ikke forvente, at det får lov at stå uimodsagt.
Peace og hurra for en levende litteratur.

Der var nogle år, hvor alle brugte udtrykket: “Flot”. Ikke som en ros eller anerkendelse af et veludført stykke arbejde, men tværtimod. Som en kommentar med den modsatte betydning. “Flot” var noget, man sagde, hvis nogen havde dummet sig. Begået en brøler eller brændt maden på, for eksempel.
“Flot!” – lød det straks og så vidste man godt, at man var afsløret i en dumhed, en fejl.
Jeg er vokset op med ironi. Ironi er de intellektuelles leg med hinanden, en slags følelsernes skakspil, hvor det handler om, hvis ikke at skjule sit næste træk, så sin egentlige hensigt. Det, der siges, er ikke det samme som det, der menes:
“Det gjorde du sørme godt!”
Trykket, intonationen er afgørende for betydningen af det udsagn, for er det nu virkelig godt, det jeg gjorde, eller er det modsat utilfredstillende, skuffende:
Det gjorde du sørme godt(?)

Da jeg var mindre, for jeg ofte vild i den slags tvetydigheder. Eller rettere: Jeg gjorde mig så umage for fange og tyde enhver mulig ironi, at jeg blev i tvivl om alt, der blev sagt. Hvad betød det for eksempel, når vennerne sagde “du er altid så flittig”. Var det en kritik, var jeg en fedterøv, en stræber, en forræder mod legen og barnligheden. Hvis nogen sagde noget rosende om mig, ledte jeg efter den usagte kritik, jeg var sikker på, der lå bag.
Når min gymnastiklærer opmuntrende råbte “Sådan” efter min ryg, fordi jeg lykkedes med at kravle to trin højere i ribben end jeg plejede, tænkte jeg straks, at hun nok gjorde grin med mig. De andre kravlede jo uden betænkning helt op i toppen og der hang jeg et sted lidt under midten – “Sådan?”

Her til morgen læste jeg noget om flagermus. Der findes flere end 1000 forskellige arter. I Danmark har vi 15: Trold- og skimmelflagermus, blandt andet, og bred- og langøret. Senest er der gjort fund af arten Stor museøre (Myotis myotis – lækkert dobbeltnavn). Flagermusene bevæger sig i verden ved hjælp af lyd. De kaster kald ud og venter på, at omgivelserne kaster det tilbage. Tak – ak ak ak ak.
Måske er det lidt samme med os mennesker. At vi bevæger os ved hjælp af hinanden, at det vi sender ud og den måde, det bliver kastet tilbage på, bestemmer hvor vi går hen. Eller om vi står stille. At spille squash i et rum uden vægge er en trist affære. Vi behøver nogen at spille bold imod, op ad. Hvis det, vi kaster ud aldrig kommer tilbage, holder vi op med at kalde og med at kaste. Men hvad nu, hvis det vi sender ud, kommer tilbage som noget helt andet, en helt andet lyd, et helt andet svar. Hvad hvis nu vi råber “Hvad drikker Møller?” og svaret ikke er “øller” men i stedet “Hvorfor spørger du så dumt?”
Nogle gange føler jeg mig som en overstimuleret flagermus, der er faret vild i forsøget på at forstå og fange alt det, verden sender ud og tilbage. Det går fint, så længe vi er enige om diskursen. Så længe vi er trygge ved hinanden. Humoren er hjertets latter, ironien er intellektets. Jeg har det nemmere med det hjertelige end med det hjernelige. Eller nej ikke nemmere men bedre. Der, hvor vi kan stille hinanden til ansvar for det sagte, og ikke med et skuldertræk og mildt himlende øjne kan frasige os vores udtalelser, fordi “Jeg sagde jo bare, at det var flot,” også selvom alle ved, at det var noget andet, der mentes.

Ordet ironi kommer iøvrigt af det græske eironeia ‘forstillelse, spot’, af eiron ‘hykler’.

Der er en ting, der undrer mig. Det er som om, der hersker en opfattelse af, at jo mere skeptisk, knarvornt og negativt, man ytrer sig, desto klogere fremstår det sagte og den, der siger det. Jeg husker engang, en venindes kat løb væk, det var en smuk sølvfarvet norsk skovkat, og jeg delte et billede af den og bad om hjælp. “Find Else!”
der gik ikke meget mere end et minut, før en voldsomt frustreret følger harcelerende skrev og kritiserede mit opslag. Ja, ja, ja, mente han, fint nok, at du kerer dig om et nuttet og pelset kæledyr, men hvad med de tusindevis af grise, der hver dag bliver slået ihjel for at brødføde menneskeheden? Hvad med burhøns og mink og dræbersnegle og alle de andre væsner, vi hver dag myrder for at tilgode se vores egen magelighed?
Hvad med den, skrev han med versaler fulgt op fire spørgsmålstegn ????
Det er jo ikke fordi, han ikke har ret. Hvad med grisene og fårene og køerne, hvad har de gjort, siden jeg ikke slå billeder op og efterlyser hjælp til dem. Er det ikke for dårligt. Og jo, det er muligvis nok, men det er vel ikke det samme, som at min venindes kat ikke må få hjælp? Hvis det var tilfældet, kunne vi jo heller aldrig demonstrere for fred, for hvad skal vi med fred, hvis ikke klimakrisen løses – så er der jo ingen jord at kæmpe for fred på? Skal vi hver gang, vi peger på et problem tage forbehold for alt det andet, vi kunne have peget på: solens begrænsede levetid, stjernernes urimelige død. Tørken på Afrikas Horn, oversvømmelser i Asien. Er det for dårligt at nævne uligheden i Danmark, når nu den synes så meget større andre steder i verden, i USA, Dubai. Er sorgen og smerten hierarkisk og hvis ja, hvem bestemmer så, hvad der er værst: En depression eller koldbrand i et ben.

Alle forsvundne og savnede Else’r fortjener i min optik at blive fundet. Og grisene, køerne, kyllingerne at få bedre kår. Vi skal kæmpe for kloden og for klimaet, for fred og lighed.
Lad os bruge kræfterne på det, på at kæmpe FOR alle, der trænger til hjælp, i stedet for at kæmpe MOD hinanden. Man er ikke nødvendigvis mere klog og handlekraftig ved at buh’e og brovte end man er ved at bakke op. Kalde på Else, kom, kom.

I min morfars køkken var dugen af plastik og hylderne i skabet beklædt med rødternet selvklæbende folie. På loftet gemte han alle numre af Hjemmet, helt tilbage fra under krigen, med reklamer for erstatningskaffe: “Det er Rick’s, der driks” og forsidetegninger af kvinder med kageruller i hånden eller håndklæder om livet.

Jeg kendte ikke min morfar, ikke sådan som børn i dag kender deres bedsteforældre med biografture og betroelser. Jeg betroede aldrig min morfar noget, han spurgte heller aldrig. Men jeg vidste, hvad han gjorde og hvornår. Jeg vidste, at han spiste det halve af et halvt stykke franskbrød med honning til morgen, drak to kopper kaffe mættet med sukkerknalder, fire i hver af de lillefingerhøje kopper. Jeg vidste, at han startede ved hønsene, strøede korn i den store trådgård. Derefter fårene, vand i truget, et klap på den krøllede bag. Jeg vidste, at han afskyede alt for tidlige fugle, deres pippen, og Jehovas Vidner. At han til gengæld elskede alt, der handlede om dronningen, karet-turene, gardernes bjørnede huer, de pyntede heste. Jeg var aldrig i tvivl om hans humør, han ruttede ikke med forbandelserne, når noget gik ham imod. En stol, der stod forkert eller en stok, han ikke kunne finde. Fandme og sgu og s….. Han sad næsten aldrig ned, spiste på fem minutter og så var det videre, ud at luge et bed eller rette en hegnspæl. Dreje et bordben, høvle rygstykket til en stol. Da han blev ældre og ikke længere udøvede sit hverv som tømrermester, smedede han ting i jern. Det var ikke noget, han talte om, pludselig stod de der bare. Sære figurer skjult i et skvalderkålsbed eller mellem seks meterhøje graner i skellet ind mod naboen.

Det mærkelige er, at selvom vi sjældent vekslede ret mange ord, andet end dengang jeg ringede fra København og fortalte ham, at jeg var syg af sult og han svarede: “”Det må være dem derovre. Kom hjem,” så sidder han i mig som hemmelig skrift på et stykke papir. Citronsaft. Jeg kan stå og se på solen, der går ned bag og pludselig nynne “Stille hjerte, sol går ned” og som var den, jeg sang for ham, da han døde. Eller jeg kan se på den snoede trappe op til førstesalen hvor jeg bor og tænke: Den ville morfar give et anerkendende nik. Og jeg tænker på, hvad det er vi giver til hinanden, også når vi ikke vi taler, hvad vi kendes på. Forleden hørte jeg “Det sidste måltid” med Line Knutzon. Afslutningsvis blev hun spurgt: Hvad vil du gerne huskes for, hun svarede: For at være sød. Det synes jeg er et fint svar. Jeg husker min morfar for at være sig selv, altid og aldrig andet. Sukkerknalder, cigarer. Nihil sine labore, Intet uden arbejde. Jeg husker de flittige grove hænder, jeg husker “kom hjem!”
Hvis jeg nogensinde skal huskes for noget, må det gerne være sådan, som man husker en kantarel. Orange, krøllet og svær at finde.
Hvad med dig?

Jeg læste for nylig et modigt og tiltrængt kritisk blik på det danske anmeldelseslandskab i magasinet ATLAS. Essayet hed “Kritisk” og var skrevet af Hans Peter Madsen, der selv er forfatter, oversætter og, i denne sammenhæng måske mest væsentligt, en flittig og afholdt anmelder.
Hovedpointen i hans indlæg lød således:
“Når jeg læser boganmeldelserne i de danske dagblade, ser jeg hovedsageligt grundighed og dygtighed. Men jeg ser også to slags anmeldelser, hvor kritikerne ikke gør deres arbejde ordentligt. Det gælder på den ene side, når ellers fagligt kvalificerede kritikere mangler engagement og tilsyneladende ikke læser bøgerne grundigt. Og på den anden når engagerede kritikere, der ellers skriver med stor ildhu og interesse, bliver sat til at anmelde bøger, som de ikke har de faglige kvalifikationer til at vurdere.”

Madsen er altså som udgangspunkt loyal og finder, at hans kolleger bedriver saglig og grundigt anmelderi. Men han har altså stadig sine forbehold, det ene er sjuskede anmeldelser, det vil sige bøger, der tydeligvis ikke er læst med engangement og grundighed, det andet er for så vidt vældigt engagerede anmeldere, der til gengæld mangler faglig viden og udsyn i forhold udøvelse af til en litteraturkritisk praksis. Som eksempel på det første, henviser han til Politikens Bo Tao Michaelis, der i sin anmeldelse af Terry Hayes’ spionthriller Græshoppens år overser et meget væsentligt greb, nemlig at bogen skifter genre fra klassisk thriller til i stedet at besøge sig ind i et ski-fi-zombie-univers. Et greb, det i Hans Peter Madsens optik, er umuligt ikke at omtale og benævne, hvis bogen skal ydes ret.
Som eksempel på anmeldelser skrevet med engagement men uden de nødvendige kvalifikationer, fremhæves Berlingskes Jakob Gentz, der i sin anmeldelse af Solvej Balles Om udregning af rumfang 5 frejdigt erklærer, at han ikke har læst de fire forudgående bind i serien. Alle bøgerne i serien bærer same titel – Om udregning af rumfang – men efterfulgt af et nummer, der angiver deres plads i den planlagte septologi. Hvordan giver en sådan fuldkommen fritsvævende læsning af bind nummer 5 i en sammenhængende serie på 7 mening, spørger Madsen. Hvem har gavn af den – næppe bogen i hvert fald, konkluderer han, og med stor sandsynlighed heller ikke læserne.

Jeg vil nødig tage stilling til den konkrete kritik, der rejses – fordi jeg i de to tilfælde er ukvalificeret, al den stund, at jeg hverken har læst anmeldelserne eller de to nævnte værker. Alligevel synes jeg, det er en væsentlig diskussion, der rejses, og sund for enhver branche med et sådant sundhedstjek i ny og næ. Jeg praktiserer selv anmeldervirksomhed, og mener selvfølgelig jeg gør en dyd ud af at læse med omhu og også med udsyn til lignende værker, greb og litterære stemmer. Men jeg kan altid gøre mig mere umage, læse mere, udvide min litterære horisont, ligesom jeg kan blive bedre til at gå med på det enkelte værks præmisser, det vil sige læse genrehybrider, som dét, de er, nemlig hybrider, og modsat klassiske krimi med deres omvendt meget faste traditioner og genrekrav.

Jeg er selv for nylig blevet anmeldt på en måde, jeg ikke fandt helt rimelig. Anmelderen, som jeg respekterer og hvis kvalifikationer, jeg bestemt ikke har grund til at betvivle, skrev sådan set meget loyalt om bogens tematik og udvikling, men konkluderede så til slut, at hun ikke brød sig om det, hun læste som skyldspålæggelse af fortællingens moderfigur.
Hun skrev: “Mit problem med at lade mor tage skraldet, er ikke kun, at det er en kulturel kliché, eller at jeg også selv er en mor, der er »god til gærdej«”
Her er for mig at se tale om en tredje uskik: At vurdere en bog ud fra sin personlige præferencer. For nok siger anmelderen, at hendes forbehold ikke skyldes, at hun “selv er mor og god til gærdej,” men alligevel bruger hun det dog som en slags argument og motivation, al den stund, hun nævner det. For hvorfor skal vi ellers vide det?

Anmelderi er en svær disciplin. Alt dette blot for at sige, at jeg synes Hans Peter Madsens essay åbner for nogle væsentlige og tiltrængte overvejelser, som alle, der beskæftiger sig med litterær kritik, har godt af at gøre sig, jeg selv inklusiv.

Otte familier i Odense har kostet kommunen 226,8 millioner kroner. Sådan kan man læse overalt i aviserne i de her dage. Det er mange penge. Til sammenligning koster en en patientindlæggelse på et sygehus i gennemsnit 8000 kroner i døgnet. Man kunne altså, hvis mennesker altså kunne gøres op i kroner og ører, bekoste en del hospitalsindlæggelser for de samme penge. 
Jeg forstår godt frustrationen, det er et enormt beløb, næsten ufatteligt. Hver af de otte familier har jo bekostet Odense kommune godt og vel 30 millioner kroner, det er svært at forestille, hvordan det overhovedet lader sig gøre. Jeg mener: Har de strøet guld over deres havregryn hver morgen eller hvad? 

I går hørte jeg en samfundsøkonom give sit bud på, hvad de mange penge, var gået til. Det var i Radio 4, og han forklarede, at der højst sandsynligt var tale om familier, der var udfordret på en lang række parametre: Børn, der krævede opsyn eller måske endda anbringelse, forældre, der modtog offentlige ydelser, måske var der også sygdom, der krævede behandling, involveret og endelig var der de tværgående indsatser, hvor familiens samlede udfordringer kaldte på særlig opmærksomhed. Alt i alt en dyr affære.
Regnestykket kalder helt naturligt på en række spørgsmål: Er det virkelig umagen værd at bruge SÅ mange penge på SÅ få mennesker. Kunne man ikke for det samme beløb renovere skoler, forbedre ældreplejen, hjælpe ensomme, sætte ind med forebyggende indsatser på ungeområdet. Og så videre. Men også andre overvejelser melder sig hos mig: 
Siden hvornår er kommunerne begyndt at sætte prissedler på deres borgere. Forestil jer de ophobede excellark 
Emma V koster 90.000 kr./årligt (kræftramt). 
Sune K går i skole (24.000 kroner/årligt), dertil kommer udgifterne for den kommunal tandpleje, Sunes tænder sidder skævt og kræver både nakketræk og togskinner. Samlet udgift omtrent 50.000 kroner. 
Og så videre. 

Jeg frygter den dag, jeg kan gå ned på Borgerservice og få at vide, hvor meget jeg koster kommunen årligt. For selvom jeg nok langtfra løber op i 226,8 millioner kroner, kunne jeg sagtens forestille mig at havne som en case for en emsig kommunalpolitiker, der ville optimere og trimme indbyggermassen og dennes sammensætning. Det er godt nok mange år tilbage, men alligevel: Omkring årtusindeskiftet var jeg døgnindlagt i tilsammen tæt på halvandet år, heraf 9 måneder på en specialafdeling. Jeg har også været i ambulant behandling for svær grad af Reynaulds syndrom og på afdelingen for hudsygdomme og ligeledes for en uspecificeret bindevævslidelse på et Reumatologisk afsnit. Jeg har to gange fået tilskud til et psykologforløb – og nå ja: 
Tilbage i 2004 var jeg i to på hinanden følgende jobforberedende kurser, det ene handlede om Mandalategning og det andet om Qigong, hver af en varighed på tre måneder.

Jeg har ikke specifikke tal på udgifterne, men mon ikke det samlet set løber op i en god million, ja måske flere. 
Hvad kan jeg så udlede af det: 
Står jeg i gæld til mine dages ende. Kan jeg afbetale ratevis, eller forventes pengene at falde pr. den første i måneden? Riskikerer jeg at blive udvist af den kommune, jeg bor i? Af Danmark? Bør jeg bære en gul prismærkat om halsen. Idømmes samfundstjeneste. Samle flasker, jeg donerer til velgørende formål? 

Alt det her ikke for at sige, at de otte familiers samlede udgifter ikke er bekymrende. Jeg spærrede også øjnene op, da jeg så det beløbet. 226,8 millioner! 

Det, der bekymrer mig, er, hvad den slags opgørelser gør ved os som mennesker. Hvad der sker, hvis vi begynder at regne menneskeværd ud i penge. Begynder at sætte tal på, hvem der kan betale sig og hvem, der ikke kan. 
Jeg er helt med på at målrette indsatsen, hvor der er behov. Jeg mener bestemt, der skal sætte ind med nye tiltag i dette tilfælde. Bestemt. Det eneste, jeg reagerer på, er baggrunden hvorpå beslutningen træffes. At vi ikke griber ind, for at hjælpe de pågældende mennesker, deres tarv, som jo også er alle vi andres tarv. Nej, argumentet for at gribe ind, baggrunden for vores bekymring synes alene at være at være af økonomisk karakter. Penge. Kroner og øre.
For hvor går grænsen henne – hvornår kan en borger ikke længere “betale sig,” og hvad skal konsekvensen i givet fald være?

Der findes mennesker, der aldrig spiser ketchup, fordi “ketchup er en dårlig kok’s bedste ven”. Mennesker, der ikke benytter offentlig transport, fordi offentlig lyder af offermentalitet og overførselsindkomster, synes de. Der findes mennesker, der synes, at ironi er “de intelligentes svar på følelser”: At den milde hån så et sige er udtryk for vid og bid befriet for flæb. Der findes folk, der elsker at tale i termer af plus og minus: De taler om ældre”byrder” og “belastede” boligområder. Bandekriminalitet.

Jeg ved godt, vi er forskellige. Og at vi er nødt til at kalde ting noget, for at være enige om, hvad vi taler om. Men det er dette “noget”, der er med til at afgøre, hvordan verden ser ud. Svesken på disken, lyder argumentet ind imellem, det nytter jo ikke at kalde en lort for en lagkage, vel, lad os nu sige tingene, som “de er”. Men med samme begyndelse kunne man jo sige, at det ikke nytter at kalde mennesker over 70 år for en byrde. –Det er jo ligeså usandt som at kalde en lort for en kage.
Forleden hørte jeg en podcast, “Sprogets magt”. Den handlede om, hvilke konsekvenser og betydning, det har, hvordan vi taler om hinanden. En forsker fra Aalborg universitet medvirkede, det samme gjorde en ansat i Kvarterets Hus i Aalborg. De havde helt bogstaveligt oplevet, hvordan det at ændre de termer, de talte i, også ændrede måden, de oplevede sig selv og hinanden på. Kaldte de de unge, der begik kriminalitet eller på anden måde udfordrer samfundets spilleregler, for bandemedlemmer, ja så oplevede de sig som det. Som medlemmer af en bande. En bande er kendetegnet ved: “stærk organisering og ved, at den kriminalitet, bandemedlemmerne begår, ofte både er grov og velorganiseret.” Dermed fik de unge pludselig en identitet som netop det, som medlemmer af en stærk organisation og med forventet kriminel løbebane. Valgte de omvendt at tale om dem på individniveau, som mennesker, der havde handlet ulovligt og uhensigtsmæssigt, ja så mistede de den kraft, der lå i at være medlem af en flok.
Lige sådan havde de valgt at ændre fokus i deres ansøgninger fra at tage udgangspunkt i alt det, der ikke fungerede, til i højere grad at pege på de potentialer for meningsfulde og frodige fællesskaber, der lå i området.
Lige nu læser jeg Stine Askovs roman “Varme hænder”, der handler om den umage relation, der er imellem en handicappet og dennes hjælper. Det er barsk læsning, fortælleren har tidligere arbejdet som pædagog i en børnehave og kommer i misforstået hensyntagen til at referere til sine erfaringer herfra: Jamen, jeg har skam prøvet at putte børn i flyverdragter, forklarer hun, da hun skal hjælpe Mathilde, der sidder i kørestol, i tøjet. Men Mathilde er jo for pokker ikke et barn, og hun skal helt sikkert ikke “puttes” i noget tøj, så hun reagerer helt forståeligt med bryskhed på hjælperens kejtede omsorg.
Vi kommer så let til at tale til og om hinanden i stedet for at tale med. Vi taler om “bander” og “utilpassede unge”, vi taler om “dem på overførselsindkomst”, “de handicappede”, “de svage,” som om enhver på overførselsindkomst ligner en anden. Som om det at have et handicap er en identitet. De fleste gør deres bedste, alligevel kommer vi af og til for skade at begå den slags sproglige overgreb. At betragte hinanden som “noget” i stedet for nogen. Jeg er i tvivl om, hvor jeg er på vej hen med det her. Måske vil jeg bare opfordre til at huske på, hvor heldige vi er at have sproget. For nok kan vi såre hinanden med det eller skabe uheldige hierarkier, men vi kan også så meget andet. Vi kan skrive “Det er vejret, der trækker i fuglene, himlen er kun et alibi” Eller købe en ballon med påskriften “HEJ” og slippe den løs i håb om, at nogen griber den. Kald det en kliche, jeg kalder det sprog, jeg kalder det handling, jeg kalder det kærlighed.

Lad det være sagt med det samme: Det er et privilegie at blive anmeldt. At nogen tager sig tiden at læse den bog, man har skrevet, og tilmed videregive sin oplevelse af læsningen. Det er al ære og respekt værd!
Der er aldrig én rigtig læsning af en bog. Jeg har en del år undervist i kreativ skrivning, og har i den forbindelse ofte brugt Judit Hermanns novelle “Digte” som oplæg til diskussion. Novellen handler om en datter, der besøger sin far i hans lejlighed. Hun er mildest talt forbeholden, hendes far er psykisk syg, hans lejlighed er et rod af ting og sager, hans humør uforudsigeligt. Hun køber en abrikostærte og tager med, og sådan tilbringer de et par timer sammen, mens læseren langsomt får lukket op til tiden før besøget. Farens sygdom, datterens afsavn. Det er en stærk novelle, meget rørende men samtidig nøgtern.
Hver gang jeg diskuterer, hvad novellen handler om, hvad der sker, er der forskellige bud. Nogen mener, den handler om farens svigt, andre at den handler om den fraværende mor, der kun er nævnt i en bisætning. Atter andre læser den som en datters forsøg på at forsone sig med en barndom, der ikke blev, som hun kunne have håbet, men uden at rette anklager.
Det er altså vidt forskelligt, hvad vi uddrager af en tekst, og med mindre man citerer teksten ukorrekt eller alt for frit fabulerer over sammenhænge, der ikke står skrevet, ja så kan de alle være sande. Oplevelsen er i hvert fald altid sand.
Men – og det understreger jeg altid som det første: Med mindre der står selvbiografi på forsiden af bogen, så kan man ikke sætte lighedstegn mellem forfatterens Jeg og bogens fortæller. Jeg er i litterær forstand et ord på tre bogstaver, det er en instans i bogen på linje med du, det, han, moren, hunden. Hvis der i bogen optræder et uddrag af en dagbod, er det altså ikke noget forfatteren har skrevet, men noget bogens Jeg skriver. Et journalnotat er ikke hentet fra forfatterens annaler, men er, hvis bogen bærer genrebetegnelsen en roman, et fiktivt stykke tekst på linje med et stykke dialog eller beskrivelsen af en buket på bordet. Forfatteren kan altså bestemme, hvordan den buket skal se ud. Om det skal være en grøftekantsbuket med margueritter, klokkeblomst og elefantgræs, eller en blomsterhandler kunstfærdigt bundne buket af pæoner. det er sjældent tilfældigt, hvilke blomster, der er valgt, ligesom pointen i Hermanns novelle med, at faren får tilbudt et stykke abrikostærte og ikke et stykke blommetærte, ender med at være en afgørende pointe.

Hvis en anmelder mener en bog er selvterapeutisk, uanfægtet at bogen ikke handler om forfatteren, men om et fiktivt Jeg, bliver det derfor lidt specielt. For hvem er det Selv, der udøver terapi?
Er det bogens Jeg, og giver det så overhovedet mening at tale om “Selv”terapi – eller i givet fald kun som et litterært greb. En fiktivt Jegs opdagelserejse efter årsager?
Når mine elever (eller jeg selv) nogle gange kommer for skade at tale om en bog, uden at gøre det på bogens præmisser, råber jeg altid vagt i gevær. Det jeg, der skrives om i teksten, er ikke forfatteren,. Hermanns far var muligvis psykisk syg, men det er fortællingen irrelevant. Det interessante er, hvad Hermann skriver i sin novelle, den fortælling, hun udfolder. Det Jeg, der besøger sin far, den tærte, det svigt, der sker på papiret. Alt andet er et overgreb mod bogens præmis.

Jeg har stiftet et nyt parti, og allerede i morgen fremlægger vi følgende forslag:

1. Barndommen forkortes. Utallige undersøgelser har vist, at langt de fleste traumer grundlægges i menneskets første leveår. For at reducere risikoen skæres antallet af år, man regnes for barn, ned fra 12 til 7 og de første tre år slås sammen til ét.

2. Fremover vil kulturstøttemidler fordeles live og via et X-factor-studie, hvor deltagerne – musikere, billedkunstnere, skuespillere, forfattere og fodboldstjerner – kan præsentere deres bedste tips og tricks for åben skærm. Der vil være røgmaskiner og stroboskoplys til rådighed. Vi fraråder indslag på over to minutter.

3. Naturen ændrer navn til Ta’turen: en ta-selv.buffet, hvor man kan tage, hvad man lyster og ellers lade resten ligge til de kommende generationer. Nattergalesang, Bonsaitræer, dinosaurpark, her vil i bedste Disneystil være alt, hvad hjertet begærer. Ta’turen er garanteret fri for myg, ørentviste og lignenede ucharmerende kravl.
Et areal på omtrent tusinde kvadratkilometer omkring parken vil blive henlagt til parkeringspladser, så ingen skal besvære sig for at finde plads til deres køretøjer.

4. Ugerne vil fremover bestå af ni- imod de nuværende syv dage. Dette for at skære ned på den procentvise forekomst af de så forhadte mandage, der fremover kun vil udgøre 11 mod hidtil 14 procent af et menneskes tilværelse.

Bogstavet på stemmesedlen bliver X, det vil sige, at alle stemmer afgivet med dette tegn vil tilfalde partiet.