Louise Juhl

Jeg bliver så tit spurgt. Hvordan lykkedes du med at blive rask, komme videre? Det er altid efter, at jeg har fortalt alt det andet. Om de lange løbeture og året, hvor jeg levede af dåsetomater og drikkebouillon. Om to måneder på højskole, der nok var de ensomste i mit liv, fordi alle omkring mig strålede af lykke. De lærte og festede og fandt kærester, mens jeg lå på mit værelse og forsøgte at holde op med at trække vejret. Det er når, jeg har fortalt om lægen, der tog min puls og sagde: Det stopper her. Som fik mig indlagt på Frederiksberg hospital. På en infektionsmedicinsk afdeling med aids-syge og kræftramte og så mig, der ikke fejlede andet, end at jeg ikke ville spise. Kunne, turde. 32 kilo vejede jeg, og løj så meget og så godt, at jeg ikke længere vidste, hvad sandhed egentlig var for noget.
Jeg har fortalt om Hundested og ridecenter og om at læse litteraturvidenskab men opgive, fordi jeg ikke kunne holde en bog i hånden. Om fem år uden hverken frem eller tilbage: Jeg købte en spinningcykel og cyklede hver dag hundrede kilometer i min etværelses lejlighed i Vejgård. Blev bibliotekar med højeste karakter med titlen “Tre divergerende æstetiske diskursniveauer.” Jeg kunne ikke spise min mad, men jeg kunne eddermanme give den gas med de fine formuleringer. Året efter blev jeg indlagt igen. På en afdeling for spiseforstyrrede. I min journal står ordet behandlingsresistent flere gange. Jeg var der næsten et år, før jeg vejede de enoghalvtreds komma to kilo, der betød, at jeg kunne udskrives. Jeg blev anbragt på et opholdssted, man kunne høre motorvejen og højspændingsmasternes knitren i fugtigt vejr. Ellers skete der ikke en skid. Så skred jeg, min mor græd, lægerne sagde: Det er på eget ansvar. 
Der gik fem år. Jeg ved ikke med hvad, udover at jeg talte med en, der hed Lars. Det vil sige ingen af os sagde rigtig noget. I lang tid troede jeg faktisk, vi kæmpede en krig på tavshed, men så fandt jeg mig tilpas i det. Hver uge i fem år sad vi sådan, indtil han en onsdag så på sit ur og sagde: Jeg tror ikke, du har brug for mig mere. Og jeg så ned ad mig selv. Jeg havde en skjorte med kinaflip på – og cowboybukser. Jeg lignede enhver anden. Jeg havde et arbejde og en kæreste og var lige så ulykkelig og forvirret som flest. Det sidste kunne han desværre ikke hjælpe mig med. Lars altså, det var bare sådan livet var, forklarede han. Forvirrende og ind imellem ulykkeligt. 
Så jeg ved ærlig talt ikke, om jeg nogensinde er lykkedes med at blive rask. Hvad det overhovedet vil sige at være rask. Jeg ved kun, at jeg kaster med pind med min hund, passer mit arbejde, skriver bøger. At jeg elsker min mand og vietnamesiske forårsruller – i den rækkefølge. Og det er vist egentlig rask nok for mig.

Der vokser en gran ved siden af min lunge, den venstre lunge, en hel lille gran er det, jeg ved godt, at der i virkeligheden ikke vokser nogen gran, selvfølgelig gør der ikke det, men der vokser noget, der kunne være en gran, og den vokser ved siden af noget, der kunne være min lunge, og den kan ikke få vejret, granen, den kan ikke få luft, det er ikke lungens skyld, heller ikke granens eller min skyld, det er bare sådan, historien ender.

Det, jeg elsker ved måden lyset falder sådan en morgen, er, at alting ses igen. Koen er jo ikke en ko, men et broget tæppe af pletter og patter. Marken er ikke en mark og sneen ikke sne, men en scene og hvert fnug er en debut.

Jeg husker volden, som en lyd i luften, når jeg spillede stangtennis med min bror og han med al tænkelig kraft slog til bolden, og jeg kunne akkurat nåede at dukke mig. Jeg husker suset for ørene og det mørke i hans blik og smagen af metal i munden. –Men der skete jo ikke noget, svarede min far mig når jeg fortalte ham om det, og jeg tænkte: Det her stopper aldrig. Jeg fik ret. Jeg har holdt øje med bolden lige siden. Lyttet efter den der hvislen i luften, lige før den rammer. 

Jeg har oplevet en del lort i mit liv. Jeg har haft kronisk blærebetændelse og er blevet sondemadet for ikke at dø af sult. Men det mest smertefulde, var alligevel at få fjernet en betændt storetånegl. Det var hos lægen, og jeg græd så meget, at jeg kastede op, og han måtte love mig at betale for en taxa hjem. Det er mærkeligt med smerter, de følger ligesom deres egne regler. 

–Jeg skulle nok være stoppet efter den første. 

Måske var det ikke det, hun sagde, min mor, men det var det, jeg hørte. Måske sagde hun bare, at det var hårdt at være mor til to oveni et fuldtidsarbejde med skiftende vagter og så alt det derhjemme. Indkøb, madlavning, rengøring, vaske tøj, smøre madpakker, puste på knæ. 
Vi sad ved køkkenbordet, min mor, hendes veninde, Anne og mig, der var dækket op med påskegule servietter og hængt malede æg på forsythia-grene. Vi spiste blødkogte æg med cremefraiche og frisk purløg på toppen, min dukke havde fået lov at spise med, den fik også æg, og jeg måtte flere gange tørre den om munden: 
–Arj din lille gris, se nu dér, pegede jeg på en ikkeeksisterende plet på kjolen, spyttede på servietten og gned, –maden skal jo i munden, ikke på kjolen, vrissede jeg. Jeg havde allerede spist to stykker brød og et æg og to skefulde rejer og drukket et glas kærnemælk, da min mor sagde det. Eller måske hviskede hun det, hun lænede sig i hvert fald ind over bordet mod Anne og jeg holdt op med at gnide og dukken rejste ører:
–Jeg skulle nok være stoppet efter den første.

Min bror var syv år ældre end mig og brugte størrelse 40 i sko, og min mor sagde tit, at hvis han fortsatte med at vokse i samme hastighed som nu, ville vi være nødt til at flytte i slot med fem meter til loftet og et værelse til hver af hans sko for at få plads til det hele. Til min far og min mor og til ham og hans sko. Og mig, dukken ville vi nok være nødt til at lade blive tilbage, hvert halve år satte hun en streg i karmen, der viste, hvor store vi var blevet og hver gang slog han alle rekorder, min bror altså, tre centimeter, tre en halv.  
–Det er jo det glade vanvid, sukkede min mor og stak en hår ud for at pure i hans hår, men han dukkede sig og veg udenom: 
–Gider du lige.

Men lige nu var vi bare os tre, Anne, min mor og mig, og hvis min mor fik det, som hun ønskede, ville de bare være to, hun og Anne, og så kunne de tale uden at hviske, og min mor skulle ikke tænke på at koge så mange æg og måske ville det også være nemmere at nå det hele, købe ind og smøre mad. Jeg ved det ikke, for jeg spurgte ikke, jeg strammede bare snøren i dukkens kjole, til den sad helt stramt om livet og bandt så en dobbeltknude, så jeg var sikker på, at den ikke gik op. Takkede for maden, rejste mig og lod dukken sidde tilbage. 
–Velbekomme råbte min mor ad min ryg, og så noget om, hvad jeg skulle, men jeg svarede ikke, gik bare på ind mit værelse, fandt et stykke papir og en blyant og tegnede et hus med firkantede vinduer og en meget høj dør, der var stor nok til, at min bror kunne komme ind. Jeg tegnede også en skorsten på taget og en flagstang i haven og på postkassen skrev jeg tre navne, mit var ikke et af dem.

Det var min far, der havde lært mig at tegne. Han kunne tegne næsten alt: tændstikmænd og fugle med lange halse og en gravhund, der strakte sig så lang, at den standsede al trafikken, når den gik over vejen og så måtte min far tilkalde politiet og han tegnede en mand med kasket og en stav i hånden:
–Der er vist ikke andet for, end at vi må save i dyret, sagde min far med politimandens stemme men jeg protesterede og forsøgte at vriste blyanten fra ham:
–Neeeej. Og så lod han det være ved det, min far. Ved politimanden med stav og sav hængende i luften, og hunden fik lov at forblive hel, og jeg åndede lettet op og aede hunden over ryggen, selvom den kun fandtes på papir: –Ae, ae. 
Andre gange tegnede han figurer og kasser eller hyldeknægte, eller en skitse til et afsætningsbord, min mor kunne bruge, når vi havde mange gæster, og hun ikke kunne få plads til det hele på spisebordet. Kander med vand og flasker med vin og fade med fisk og alt det andet. Min far gjorde sig meget umage, han brugte både passer og vinkelmåler og lineal, både en rund og en trekantet, og skrev tal med en spids pen. Milli- og centimeter, afstandene på tværs og på langs, han gangede og dividerede, lagde sammen og trak fra, brugte både brøker og kvadratrødder for at nå frem til et facit. Jeg sad ved siden af og fulgte med, også selvom det var helt umuligt, for det hele gik så hurtigt og så sikkert og pludselig stod bordet færdigt, og min mor slog hænderne sammen og sagde, jamen altså! Og min far brummede, at han da egentlig også var helt godt tilfreds, og hvad siger du, spurgte han og så på mig, og jeg nikkede til det hele, til jamen altså og helt godt og håbede, at jeg også en dag ville kunne tegne et bord, der var lige så lige præcis og helt rigtigt som min fars.

Det var også ham, der tegnede vores sommerhus, alle væggene og taget med tørv og hjørnet med brændeovnen. Hver aften en hel vinter sad han med arkitektlampen trukket helt ned over bordet og regnede ud og målte efter, til han fandt frem til den helt rigtige hældning på taget det nøjagtige antal af brædder, han skulle bestille for at lægge terrassen. Han fyldte en hel bog med tal, og jeg forstod nok ikke helt, hvordan tal og tegning og hus og sommer hørte sammen, men en dag stod det færdigt. Vores sommerhus, omgivet af høje nåletræer til alle sider og med svenskrøde vinduesrammer. Køjesenge til både mig og min bror og med skråvægge og mere tid end noget andet sted i verden. Jeg pyntede væggene på værelset, hang et papirklip, jeg havde fået af en tjekkisk studerende, min far havde haft i praktik, og min tegning med hus og skorsten og flagstang.
–Det blæser jo hver sin vej, protesterede min bror og pegede på røgen, der drev til højre og flaget, der blæste mod venstre, og han himlede med øjnene og sagde, at sådan noget lort gad han sgu ikke have hængende. Og så rev han den ned, tegningen altså, krøllede den sammen og smed den i brændeovnen og flammerne åd den grådigt og så hurtigt, at jeg umuligt kunne nå at rage den ud. Jeg skreg og råbte, som var det mig selv, der var blevet brændt på bålet, kaldte ham grimme ting, råbte røvkatar og møgidiot og pikansjos. Men han grinede bare og sagde, at han heller ville være både en røv og idiot tilsammen, end at være så dum, som jeg var, og min mor kom løbende ude fra terrassen og tyssede, schsss og satte sig på knæ foran mig: 
–Det er jo bare en tegning, trøstede hun, og jeg lænede mig ind imod hendes krop og hulkede og slog med næverne mod hendes bryst:
–Det er ikke bare en tegning, græd jeg, det er min tegning, og min mor holdt om mine hænder og kyssede mig på kinden og sagde, at jeg jo bare kunne tegne en ny, og jeg tænkte, at det nok alligevel var rigtigt nok, hvad jeg havde hørt dengang ved bordet. At hun nok skulle være stoppet efter den første, min bror.

Det var i oktober, der var rim på græsset, når vi vågnede. Teltlejren lå lige uden for Farum, kurset hed Totem. Det var første gang, jeg var på kursus og første gang, jeg var afsted alene, jeg var lige fyldt tolv.
–Du skal bare være dig selv, forklarede min mor, men jeg var i tvivl – om mig selv og hvordan, så jeg gjorde, hvad de andre gjorde. Gik i lange knæstrømper og lavede bål ved at slå sten imod hinanden. Bandt fireknob og sang sange, der rimede: ”For er du spejder eller ej/mukker du når det gælder – nej!”
Jeg lærte også at lave en røgvender, det var en af de ældste drenge, der viste mig hvordan: Jeg skulle tage et håndklæde og vifte foran bålet og på den måde tvinge røgen til at ændre kurs..Jeg viftede og viftede, til jeg fik krampe i armen og det endelig gik op for mig, at de andre omkring mig lå flade af grin, at det var mig, de grinede af. Og så grinede jeg ligesom dem.
På kursets sidste dag skulle vi flå en kanin. Jeg blev bedt om at føre kniven. Henrik, kursuslederen, fortalte mig, hvordan jeg skulle gøre. Først skære et led af kaninens forpoter, så snitte rundt om haserne for til sidst at stikke en finger ind under dyrets pels og flå den af.
Jeg glemmer aldrig den lyd: af forpotens knogler, der knækkede. Eller Henriks ros. Han slog mig på skulderen og rakte den flåede kanin i vejret: True Hunter!

Vi tilberedte kaninen over bål, alle fik lov at smage. To af pigerne nægtede, de spiste ikke dyr med pels, sagde de. Selv tog jeg en bid, før jeg kastede op i køletasken, der stod ved siden af. Vi måtte kassere indholdet: Fire bakker jordbær og en skål råcreme, der var tænkt som dessert. Henrik kaldte min opførsel forkælet. Jeg ville ikke holde fjorten dage i vildmarken, mente han, og havde sikkert ret. Jeg ville dø og kaninen leve.
Jeg undskyldte flere gange: undskyld. En gang til: Undskyld, virkelig! Jeg ved ikke helt for hvad, om det var for at kaste op eller for at have brækket kaninens knogler.

Min morfar læste engang sin egen dødsannonce. i Kolding Folkeblad. Det var med hans fulde navn og også navnet på den gård, hvor han boede. Fødsels- og dødsdag og “Hvil i fred.”
Begravelsen ville, stod der, efter familiens ønske finde sted i stilhed.
Min morfar klippede annoncen ud og hængte den op på køleskabets låge. Han mente, det bragte held. Og hvis ikke ikke, tilføjede han, så i hvert fald lidt perspektiv på tilværelsen de dage, hvor fløden skilte eller æggene i bakken viste sig at være knuste.
Hver gang, jeg var på besøg, gik jeg ud til køleskabet og læste om min morfar – at han var død. Så stod han ved siden og skød gebisset frem og tilbage, mens han grinede. 

For nylig hørte jeg om en flok hunde, der var blevet efterladt i en grønlandsk storm. Fastspændt til en lang kæde, de havde ingen chance for at undslippe. De havde gnavet i deres egne ben, forsøgt at bide knoglen over, hvor kæden sad fastspændt. De var lykkedes ikke, da man fandt dem, var sneen helt rød af blod. Det er ikke til at sige, om de døde af sult, af kulde eller af deres egne bid, men jeg tænker meget på dem. På hundene og på, hvad de skulle have gjort i stedet.
Om der overhovedet var noget at gøre.