Louise Juhl

En kvinde sagde engang til mig: -Du føler meget mere, end du har grund til at føle. Jeg husker ikke hvorfor eller i hvilken anledning, men jeg husker ydmygelsen. Hvor såret jeg blev. Jeg tror ikke, hun mente det så galt, det var mere sådan – sagt i al godmodighed og med et smil: Du føler meget mere, end du har grund til at føle.
Hvad hun ikke kunne forudse var, at jeg i mange år efter gjorde alt, jeg kunne, for ikke at føle. Fik jeg åndenød af angst, tænkte jeg: Det er der ingen grund til. Det hjalp ikke, jeg kunne stadig ikke trække vejret, alligevel blev jeg ved at fortælle mig selv, at det var mig, der følte for meget og forkert. Det samme med vreden, de knyttede næver, de rasende råb. Jeg slugte dem, eller jeg klippede mig selv i underlæben med en neglelaks som straf for mine ugyldige og grundløse følelser.
Det er nok for sent, men i dag ville jeg have spurgt hende: Hvornår er en følelse tilpas og hvornår er den “tilpasset”? Hvornår er noget for meget- og hvem bestemmer i grunden grunden?