Louise Juhl

I går gik jeg tur ved Fosdalen og fik øje på et rålam. Et stort rålam, det stod og græssede i udkanten af et skovbryn, helt tæt ved den sti, jeg gik på. Jeg havde hunden med, vi gik langsomt, jeg blev ved at hviske ‘jeg kommer med fred’, jeg ved ikke, hvem jeg forsøgte at overbevise. Lammet blev stående, stirrede, hunden og jeg standsede. Vi stod sådan og så på hinanden. Hvor længe? Et halvt minut, et helt? 

‘Jeg kommer med fred.’ 

Så vendte dyret sig rundt og begyndte at gå, nej hov det haltede, det venstre bagben var skadet, det ligesom hang slapt fra kroppen. Det var tydeligt, at den bevægede sig med stort besvær, at den kun med nød og næppe lykkedes med at humpe væk. Kæmpe sig vej gennem knæhøjt græs, væltede stammer, jordtuer.

Jeg googlede “hjælp til såret vildt”, fandt et nummer, ringede. 1812. 

Hej, det er Susanne. 

Hej Susanne, svarede jeg, og forklarede, hvad jeg havde oplevet. Et såret dyr, et lam i skovbryne. den havde stået og set på os, på hunden og jeg. Længe, alt for længe, og at den kun med allerstørste umage var lykkedes med at slippe væk. Om de kunne komme og hjælpe? 

Susanne ville vide, om dyret var mobilt? Det var det ord, hun brugte. Mobilt. Jeg svarede nej – eller jo, det kunne gå ved egen hjælp men altså kun knap og nap og næsten ikke. 

Bløder dyret, spurgte Susanne. 

Nej eller jo. Altså på en måde, forsøgte jeg. Jeg kunne se det blødende. I dyrets øjne, at den var bange og led. Den slags sår.

Susanne beklagede. De rykkede kun ud til dyr, der ikke kunne gå eller som blødte. 

Jamen den kunne næsten ikke gå, forsøgte jeg, min stemme var skinger, bedende: Hjælp. 

Jeg græd. Den risikerer at dø, hulkede jeg. 

Susanne var rar. Hun forklarede, at det ikke var muligt at indfange et rå-lam på flugt, hun fortalte mig også, at rådyr kan lære at leve sådan. Med et beskadiget ben. At de simpelthen smider det syge, klarer sig med tre. På et tidspunkt glemmer dyret tilsyneladende, at det engang havde fire, halter hjemmevant rundt, æder, sover.

Er du sikker, bad jeg, men Susanne svarede, at sikker, det blev man aldrig. Hverken på livet eller døden. At nogen gange var alt, man kunne gøre, at håbe det bedste.

Jeg har grædt lige siden. Og håber.