Louise Juhl

Her til morgen gik jeg forbi det her hus, det sneede, jeg tænkte på fondue og på min veninde fra folkeskolen, jeg i årevis har forsøgt at finde men forgæves, det er som hun ikke vil – findes altså – men så i går googlede jeg igen og  fandt hendes navn i et referat om byfornyelse i en andelsboligforening på Nørrebro, og nu ved jeg ikke, om det er et overgreb at skrive eller ringe til hende, der er virkelig meget, jeg gerne vil vide, hvad der skete den nytårsaften i år 2000, vi sidst sås, for eksempel, vi var begge lidt mentalt forhutlede og uden forventninger til det nye årtusinde, vi spillede RISK og røg mentolcigaretter og så tog hun hjem, vi har ikke set hinanden siden, jeg ved, hun senere skrev speciale, vist nok om surrealisme i fransk litteratur, og at det tog hende hende seks år at blive færdig, hun var dygtig til alt, hun gjorde, også da vi var mindre, til at tegne og til at tænke, men hun var alligevel aldrig tilfreds, på et tidspunkt talte hun om at blive tatovør, hun var meget bestemt med, hvad hun ville være med til at ridse i folks hud, ingen børnenavne eller fødsels- og bryllupsdage, heller ikke slikkende flammer op langs rygraden, men gerne bænkebidere, logoet fra Einstürtzende Neubaten og “den slags,” jeg er ikke helt sikker på, hvad “den slags” betyder, men det vil jeg spørge hende om, hvis jeg finder modet til at ringe.