Louise Juhl

Otte familier i Odense har kostet kommunen 226,8 millioner kroner. Sådan kan man læse overalt i aviserne i de her dage. Det er mange penge. Til sammenligning koster en en patientindlæggelse på et sygehus i gennemsnit 8000 kroner i døgnet. Man kunne altså, hvis mennesker altså kunne gøres op i kroner og ører, bekoste en del hospitalsindlæggelser for de samme penge. 
Jeg forstår godt frustrationen, det er et enormt beløb, næsten ufatteligt. Hver af de otte familier har jo bekostet Odense kommune godt og vel 30 millioner kroner, det er svært at forestille, hvordan det overhovedet lader sig gøre. Jeg mener: Har de strøet guld over deres havregryn hver morgen eller hvad? 

I går hørte jeg en samfundsøkonom give sit bud på, hvad de mange penge, var gået til. Det var i Radio 4, og han forklarede, at der højst sandsynligt var tale om familier, der var udfordret på en lang række parametre: Børn, der krævede opsyn eller måske endda anbringelse, forældre, der modtog offentlige ydelser, måske var der også sygdom, der krævede behandling, involveret og endelig var der de tværgående indsatser, hvor familiens samlede udfordringer kaldte på særlig opmærksomhed. Alt i alt en dyr affære.
Regnestykket kalder helt naturligt på en række spørgsmål: Er det virkelig umagen værd at bruge SÅ mange penge på SÅ få mennesker. Kunne man ikke for det samme beløb renovere skoler, forbedre ældreplejen, hjælpe ensomme, sætte ind med forebyggende indsatser på ungeområdet. Og så videre. Men også andre overvejelser melder sig hos mig: 
Siden hvornår er kommunerne begyndt at sætte prissedler på deres borgere. Forestil jer de ophobede excellark 
Emma V koster 90.000 kr./årligt (kræftramt). 
Sune K går i skole (24.000 kroner/årligt), dertil kommer udgifterne for den kommunal tandpleje, Sunes tænder sidder skævt og kræver både nakketræk og togskinner. Samlet udgift omtrent 50.000 kroner. 
Og så videre. 

Jeg frygter den dag, jeg kan gå ned på Borgerservice og få at vide, hvor meget jeg koster kommunen årligt. For selvom jeg nok langtfra løber op i 226,8 millioner kroner, kunne jeg sagtens forestille mig at havne som en case for en emsig kommunalpolitiker, der ville optimere og trimme indbyggermassen og dennes sammensætning. Det er godt nok mange år tilbage, men alligevel: Omkring årtusindeskiftet var jeg døgnindlagt i tilsammen tæt på halvandet år, heraf 9 måneder på en specialafdeling. Jeg har også været i ambulant behandling for svær grad af Reynaulds syndrom og på afdelingen for hudsygdomme og ligeledes for en uspecificeret bindevævslidelse på et Reumatologisk afsnit. Jeg har to gange fået tilskud til et psykologforløb – og nå ja: 
Tilbage i 2004 var jeg i to på hinanden følgende jobforberedende kurser, det ene handlede om Mandalategning og det andet om Qigong, hver af en varighed på tre måneder.

Jeg har ikke specifikke tal på udgifterne, men mon ikke det samlet set løber op i en god million, ja måske flere. 
Hvad kan jeg så udlede af det: 
Står jeg i gæld til mine dages ende. Kan jeg afbetale ratevis, eller forventes pengene at falde pr. den første i måneden? Riskikerer jeg at blive udvist af den kommune, jeg bor i? Af Danmark? Bør jeg bære en gul prismærkat om halsen. Idømmes samfundstjeneste. Samle flasker, jeg donerer til velgørende formål? 

Alt det her ikke for at sige, at de otte familiers samlede udgifter ikke er bekymrende. Jeg spærrede også øjnene op, da jeg så det beløbet. 226,8 millioner! 

Det, der bekymrer mig, er, hvad den slags opgørelser gør ved os som mennesker. Hvad der sker, hvis vi begynder at regne menneskeværd ud i penge. Begynder at sætte tal på, hvem der kan betale sig og hvem, der ikke kan. 
Jeg er helt med på at målrette indsatsen, hvor der er behov. Jeg mener bestemt, der skal sætte ind med nye tiltag i dette tilfælde. Bestemt. Det eneste, jeg reagerer på, er baggrunden hvorpå beslutningen træffes. At vi ikke griber ind, for at hjælpe de pågældende mennesker, deres tarv, som jo også er alle vi andres tarv. Nej, argumentet for at gribe ind, baggrunden for vores bekymring synes alene at være at være af økonomisk karakter. Penge. Kroner og øre.
For hvor går grænsen henne – hvornår kan en borger ikke længere “betale sig,” og hvad skal konsekvensen i givet fald være?