Louise Juhl

“Du var jo syg i hovedet”

Sådan fik jeg engang at vide i en kommentar på Facebook. Under et opslag, der handlede om min tid med anoreksi, mine kampe mod lægerne og systemet. Mig selv. En kamp imod- men også for livet. “Du var jo syg i hovedet”
Jeg kom i tanke om kommentaren, da jeg læste artiklen “Crazy-Making” i The New Yorker. Den handler om Gaslighting, et begreb, der ifølge Lex.dk dækker over en “avanceret form for psykisk manipulation, som har til formål at skabe tvivl om en persons, en gruppes eller en nations dømmekraft og virkelighedsopfattelse.”
Udtrykket stammer tilbage fra en film fra 1944 (Gaslight) hvor en mand ved hjælp af vedvarende manipulation får sin kone til at tvivle på sine oplevelser, følelser og sin forstand. I dag har begrebet en helt andet vidtrækkende betydning og kan dække over ikke bare manipulation i intime relationer men også på arbejdspladsen, på regeringsniveau og i sekteriske grupperinger. Artiklens forfatter, Leslie Jameson, rejser spørgsmålet, om brugen af termen Gaslighting risikerer at udvande begrebet, om det slet og ret får karakter af et skældsord, på linje med “han er jo psykopat” eller “du er fanme sindssyg,” der vel at mærke ikke betyder at du kan påkalde dig en diagnose i klinisk forstand men alene bruges som et kraftudtryk. En understregning af, hvor ubehagelig man finder en adfærd eller person. Med en sådan udvanding, risikerer vi at tage brodden ud af den alvor, der gemmer sig bag fænomenet, vi risikerer, at ethvert kritisk spørgsmål kan påstås at være et forsøg på psykisk manipulation. At spørge en ven: Er du nu sikker på, at du overhovedet havde din pung med?, når denne desperat leder efter sine forsvundne penge, er jo ikke et forsøg på at så tvivl om vedkommendes fornuft, men tværtimod at opklare hvad der er op og ned, hjælpe med at skabe overblik. Derfor kan det være vigtigt at bruge begrebet med en vis forsigtighed, men også at forstå de mekanismer, der ligger bag. Bevæggrundene. Virkemidlerne.
I en tid, hvor Trump og Putin dagligt byder ind med deres mere eller mindre “alternative” syn på virkeligheden og fakta, er det vigtigt at holde sig for øje, hvordan Gaslighting virker. Men også hvor forskellige situationer og sammenhænge, fænomenet kan optræde i. I artiklen i The New Yorker peger Jameson på en række af disse:
Gaslighting I parforhold. Her fortæller forfatteren om en ung studerende, Leah, der bliver kæresten med skolens populære fyr. En velbegavet, imødekommende, afholdt ung mand, som alle holder af. “Oh i LOVE that guy”, ville folk sige, når Leah fortalte om sin kæreste. Men når de var alene sammen oplevede hun noget andet. Han havde det med at smide tilfældige hånlige kommentarer efter hende, le af ting, der betød noget for hende: “Come on”. Han drak ikke, og når han forklarede hvorfor handlede det om, at han foretrak at være i kontrol, mens dem omkring ham blev stadigt mere tågede, tåbelige. Han holdt af den position. At betragte de andres tab af sanser og overblik. Når de havde sex, blev hans krav stadigt mere ubehagelige, og hun oplevede stadigt flere gange at afbryde deres forehavende, trække sig grædende ud på badeværelset med en følelse af, at noget var forkert. At hun var forkert. Og når minutter senere kom ud og tilbage i sengen til sin kæreste, ville han sige: “You have to get it together. Maybe you should see someone.” Han fik overbevist hende om, at sex og smerte, ydmygelser og kærlighed var to sider af samme sag. Opofrelse, ubetinget ja. Og fordi alle holdt af ham, blev hun med tiden sikker på, at han havde ret, og at hendes oplevelse af overgreb var sygelig. “Maybe you should see someone.”
Hvis man nogensinde har været i sådan en relation, ved man, hvor skadeligt det er. Hvor mange år det tager, at få tilliden til sine egne sanser tilbage. Til sin egen forstand, sin væren i verden.
Lignende ting kan udspille sig i familierelationer. Leslie Jameson fortæller om en ung kvinde, Adaya. Hun er vokset op i Bangladesh som datter af to litteraturprofessorer, som niårig får hun stadigt sværere ved at høre, forældrene, særligt moren, slår det hen. “Hun har altid været et opmærksomhedskrævende barn”. Til sidst besøger de dog en specialist, der tager test og konkluderer, at hun intet fejler. Hun skal bare lære at koncentrere sig om, hvad der bliver sagt, og ikke hvad hun selv tænker.
Mange år senere tager hun til USA for at studere og lader sig teste af en anden ekspert, der uden at tøve stiller diagnosen: Hun har svær forkalkning i særligt det ene øre, en lidelse der er medfødt og som hun altså også har lidt af, sidst hun blev testet. Adaya fortæller det til sin mor, der responderer med et “Du er gammel nok til at passe på dig selv nu, så pas på dig selv” Altså fralæggelse af ansvar men ikke nok med det, hun indrømmer også at eksperten i Bangladesh rent faktisk fandt forandringer i hendes øreknogler, men at hun, moren, havde valgt ikke at bringe det på bane: “Jeg ville ikke, at du skulle opføre dig som et offer.”
Her er der altså tale om, at moren – i grusom eller muligvis misforstået godhed – bevidst har foreholdt sin datter en løgn, overbevist hende om at hendes symptomer var fri fantasi, sådan at morens virkelighed kunne få lov at bestå. Datteren havde ingen grund til at pive, hendes hørelse fejlede ingenting. En alternativ sandhed, som fik Adaya til at tvivle på sig selv, sin hørelse. Sætte spørgsmålstegn ved sin egen virkelighed: Er jeg bare en pivskid, spiller jeg bare offer?
I artiklen nævnes flere andre former for Gaslighting, den politiske, hvor Trump hævder, at udfaldet af et valg er falsk, han opfinder argumenter (noget med brevstemmer og smædekampagner) og leverer dem med en sådan saft og kraft, at mange vælgere begynder at tvivle på, hvad medierne siger. Trump lykkes simpelthen med at gøre fakta til et diskussionsspørgsmål, det kan da godt være, at han og hans spindoktor Roger Stone lyver, men det samme gør alle andre, og så er det jo et spørgsmål om, hvem der lyver mest overbevisende.
På arbejdspladser kan en lignende manipulation finde sted. Alle der har læst Christian Jungersen ‘Undtagelsen’ ved, at det ikke kun er chefer og ledere, der kan så tvivl om eller definere alternative sandheder. Det samme kan ske i kollegiale grupperinger, i Stine Askovs seneste roman ‘Varme hænder’ er Camilla ansat som handicaphjælper og får langsomt nedbrudt sine grænser, de personlige og faglige, og med det følger også en tvivl om alt andet. Om det, hun ser, er rigtigt, om det hun hører, er virkeligt.
Også i samfundet finder – hvis ikke Gaslighting så i hvert fald en særlig form for manipulation sted – når man sår tvivl om unges mistrivsel er reel eller bare et udtryk for selvoptagethed og forkælelse. Når selvskade bliver kategoriseret som narcissisme, når ADHD bliver italesat som modefænomen. Men det modsatte kan jo også gøre sig gældende, at vi kaster begrebet “Gaslighting” på alle, der forholder sig kritisk til os, til medierne, til den gældende kultur. Og det er jo i sig selv en slags catch22 – for dermed sår vi tvivl om kritikkens validitet, kritikerens intentioner. Og det er unfair og manipulerende.
Jeg vil anbefale alle at læse artiklen. Man risikerer ikke andet end at blive klogere og tilmed opmærksom på sine egne – måske til tider – ufine eller tvivlsomme metoder 😉