At fatte tro

by Louise Juhl Dalsgaard

Sommetider når taknemlighed føles som sorg, må hun mærke.

Mærke en skovbund der bløder, når hun går. Mærke kulde i kinder og frostens hvin i et øre. Hun må snappe efter vejret og løbe sig til varmen – trille omkuld i visne blade og ryste sig fri.

Sommetider når det store bliver for stort og alt andet for småt, må hun lede.

Finde et lyskryds, der smiler og blinker. Finde en bil, der standser – giver plads. Hun må krydse et torv fyldt med dovne duer og le for sig selv i en supermarkedskø. Hun må løbe efter busser og tabe en handske – for at bukke sig ned og samle den op.

Sommetider når det hele bliver for meget og hun selv for lidt, må hun spejde.

Fange en solstråles skin på en mur. Gribe en lyd af en stemme fra før. Så må hun lege med ler og nynne med næb, hun ikke ejer – så må hun trodse et forbud og skjule et ar.

Sommetider når det bedste er værst og hun ikke kan tale, må hun tie.

Hun må tie og lytte og stryge et sejl. Hun må se en himmel, der rækker udover øjet. Så må hun skrive i duggen – et tegn og en node. Hun må træde en rute, der ender blindt – og hviske forsigtigt: “også blinde veje ender”

Sommetider når blå bliver krop og verden ikke mere venter.

Må hun tro, hvad hun ikke kan fattes.