Nordkraft

by Louise Juhl Dalsgaard

En skorstensrække af trøstefuld Nordkraft, en havn beboet af en plastfarvet kran. En måge på havet og endnu en glemsel, det er koldt og det fryser en rum tid endnu.

Min nøgle istemmer en lås af forbihed – mine fødder har betrådt snart enhver tankesti. Det er langtfra en højtid, det er nutid og hertid. Det er tid til så-meget, som jeg selv har valgt fra.

Et telefonrør forvekslet med smukke konkylier: samme susen for øret, samme hav, samme sjæl. Og jeg blinker med øjet og virrer med hovedet: ser et genspejl af fortid og fremmed logik.

Om du var her og blev her og  så gik for altid. Om du tog mig og strøg mine kinder påny. Om du så mig en morgen og kaldte i modvind, sku jeg blotte min navle, sku´jeg danse mit digt.

Men du smiler og hvisker en hymne om noget, jeg nu ved er mig fremmed

og som aldrig blir´ mit.