Louise Juhl

Det var aldrig vejrets skyld, altid påklædningens eller min sarte huds skyld. Soleksemen, pigmentmanglen, det røde hår.
På samme måde var regnen aldrig våd, nej det var mig, der stod for dumt. Lige under de tunge skyer og sugede af himlens patter. Jeg kunne jo i stedet søge ly eller holde en avis over hovedet, mulighederne var mange, det handlede om at gribe dem.
Dicte havde en heldragt i et vandafvisende materiale. Den sad helt tæt, fremhævede både hendes bryster og bagdel og hun bar den gerne, bare der var den mindste smule fugt i luften. Jeg kunne lære noget af hende, sagde de, som nu at drage fordel af vejrets luner fremfor at trække brynene sammen. Den slags satte sig som rynker, og det klædte de færreste, det vidste jeg jo godt. Problemet var bare, at jeg tålte materialet meget dårligt, Polyurethan, jeg fik røde plamager og kløe, lægen foreslog en tjæreholdig salve, og jeg måtte smøre mig både morgen og aften i fire uger, før pletterne forsvandt.

I mellemtiden havde Dicte fået en hundehvalp, en cockapoo hun kaldte Marilyn, opkaldt efter Monroe. Den kunne slå kolbøtter på kommando, de var mere end jeg kunne, mine bryster var i vejen, jeg endte altid med at falde om på siden halvvejs. Øvelse gør mester, mente Dicte, og så gik jeg i træning, lærte at stå på hovedet og at balancere et æg på en ske, jeg holdt i munden. Desværre indså jeg for sent, at den slags tricks er søde og charmerende for en cockapoo, men dermed ikke for en kvinde med sart hud. Dicte skreg af grin, hunden løb baglæns i forskrækkelse.

Det er det, jeg mener: Man kan godt lykkes med så godt som alt og alligevel føle sig til grin.