Grus

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg har længe tænkt på grus. Den knasende lyd under sålerne – lidt som en drøm man drømmer i smug. En lyd af noget, der er forbi i det øjeblik den fanges af øret og ét skridt er afløst af et nyt. Ikke at det betyder noget særligt, gruset. Eller lyden. Men det fylder. Mine tanker og mine drømme.

Jeg er ikke fortabt. Men nok tabt. Og venter som altid på at blive fundet. Igen eller for første gang. Ikke at jeg ikke kan se pointen. Ikke at jeg ikke ved, at det er forgæves.- Ikke at jeg ikke har lært, at jeg er min egen lykkes smed. Mit eget savns ophav. Det ændrer bare ikke på længslen. Efter noget andet. End mig selv.

Og Prince synger om lilla regn, og det er som om den falder imens. Regnen. Den lilla regn og den grumsede blanding af skønheden ved det, der var, og grusomheden i det, der nu er forbi: ”I never meant to cause you any sorrow. I never meant to cause you any pain…”. Alt imens mine fødder træder en forgæves vals. Sætter blå aftryk på gulvet. Og jeg hører igen lyden af grus der knaser for mine ører.

”I know times are changing.

It´s time we all reach out for something new, that means you too.

You say you want a leader, but you can´t seem to make up your mind.

I think you better close it

and let me guide you

into the purple rain ”

(Prince ”Purple Rain”)