Støv.Grå. Regn.

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg prøvede at klæde mig ud som usynlig, men stod pludselig foran et spejl. Og blev synlig. Alt, alt for synlig.

Jeg har været vred. Vred, vred. Rasende vred. Nu har vreden forladt mig, og jeg er ingenting. Jeg er tom og alligevel fyldt. Kvalmegrænsen nået. Jeg er fuld. Af tomhed og grå støvpartikler der sværmer og svirrer og slører blikket. Så jeg må lukke dem – øjnene.

Men selv bag øjenlågets lærred danner sig mønstre af gråhed og tåge, og jeg kan ikke forsvinde. Jeg er blind og dog seende. Jeg har hverken stok eller førerhund. Jeg kan ikke se, men ser alt for meget. Af ingenting.

Jeg går ingen vegne af angst for at falde, men kroppen stritter imod, bevæger sig, bevæger mig. Jeg er fanget mellem formegethed og forlidthed. Forhadthed. Jeg sidder og stirrer og mærker en krop, der er mig fremmed, ser et omrids der er mit, men som jeg ikke kender. En krop, der går og virker uden at jeg ved af det. Uden at jeg vil vide af det.

Jeg savner vreden. Jeg savner noget at samles om. Et fokus. Alt andet end støvpartiklernes udflydende grå. Alt andet end flagrende tanker og alt for meget og alt for lidt og alligevel ingen af delene.

Jeg er træt, ufattelig træt, men grå stikkende perler af støvregn holder mig vågen.