Varig
by Louise Juhl Dalsgaard
Og så er der alligevel Noget.
Fra før verden blev marmor og mørket måtte skære sig gennem kød. For at finde lys.
Et Noget. En Nogen.
En duft af dage, der varede fra morgen til aften.
Og så er der alligevel Noget.
Fra før verden blev marmor og mørket måtte skære sig gennem kød. For at finde lys.
Et Noget. En Nogen.
En duft af dage, der varede fra morgen til aften.
“en duft af dage, der varede fra morgen til aften”.
Kan du ikke selv høre det? Jovist kan du det.
Det er følelsen af at kunne være her. Som en god film uden afbrydelser. Som flæskesteg med svær. Som elskov uden afbrydelse. Væren. Essens. Virkelighed. Uvirkelig virkelighed. På den anden side af den anden side.
Du rammer så vidunderligt med din komprimerede smerte.
Knus fra mig.
Min Farmor sagde altid -und wenn du denkst es geht nich mehr,
kommt irgendwo ein Lichtlein her.
Hun var enlig mor til 5 i et sønderbombet Tyskland.
Penpal:
Det er lige præcis følelsen af rum. En lomme. En merhed, der løfter øjeblikket ud af tiden…. og ind i livet.
Du er så ubeskrivelig god til at mærek min komprimerede smerte ….Tak
Patton:
Jeg er bare sønderbombet i Midtjylland 😀
Og lige pludselig. Et glimt. Af noget fra engang. Og troen på, at det kan vende tilbage.
Tak for din – meget, meget – fine kommentar
Glimt er godt. Håb. Mere.
Glædelig jul.
Bitten vinker
mit mørke skal ikke finde lys
det skal plejes i et mørkevæksthuse..
og den marmor jeg omgiver mig, er blevet lige lovlig mormor og er derfor forlængst lagt i jorden igen, med samme!
og hvem, hvad?
jeg ved det ikke svaren blafre om kap med de mange spørgsmål.
Pluk et par stykker…. et lys og et mørke.
to uforenlige størrelser og så samtidig to af hinanden afhængige størelser!
nattens møke stinker og stirrer med sine usynlige øjne på dig/mig, men sådan er det med mørke man ved aldrig helt hvor man har det og hvornår.
og der for er det rart en gang i mellem at træde frem i lyset og lade mørke være mørke for en stund…
sorry et tastatur + lidt for meget glÖgg
= alt for meget volapyk!
glædelig JUL! 😯
Bitten:
jeg vinker tilbage. Med hænder fuld af ømhed og gode ønsker. Til dig
Spunky:
Ikke noget undskyld her. Jeg synes du er stjernefantastisk. Inklusiv tastatur, Tycho Brahe og maaaasser af glögg.
Skriv for hulen menneske. Du rummer jo så meget. Du kan ikke skjule det, end ikke i dit mørkevæskthus. Du lyser op. Overalt.
Kram på dig Spunky-funky
Dagene, der er der.
Lige her, lige nu.
Alt for tit drøner de bare forbi os.
Men de er der. Det tror jeg på.
Reinhard:
Jeg tror også. På dage og veje. Nætter og drømme.
Det hele. Og det halve…
Stort knus
Marmor og mørke/ finder det lidt svært at rime
– derfor må køkkenbordet mit, rime på søde frk. tit
Men nu bør den søde anjoe ej falde i svime
– i så fald at hun fortsat hos ballast vil være et hit…
Sødeste Anjoe:
Nu er min hit-skala ikke betinget af fravær af kritik, så skriv endelig. Også om det, der ikke rimer 😀
Men os mig er marmor og mørke meget ens. Koldt. Urørligt. Bastant. Men mørket KAN man komme igennem uden at ødelægge det. Det går ikke med marmor.
Men lidt sjovt egentlig: At marmor for mig er meget…mørkt? Sådan substantielt..
Knus, du dejlige. Og kom endelig igen – med hvad du end har på hjerte!