Louise Juhl

Denne ene gang lykkes det.
At hviske så fugtigt, at papiret opløser vores skrift og luften omkring tømmes.
Puuuf.
Og vi taler om æbler, om nedfaldsfrugt; vi taler om sødme og mirabellers farve og alle de tegn, der ikke er til at stole på: vejrhaner, kumulusskyer og trækfuglene.

Senere folder vi en serviet til en sommerfugl: den svæver et kort øjeblik, før den falder til jorden, som pollen der rammer og poder en blomst.

Vi behøver ikke at se op, siger du, og viser mig din knyttede næve: ”Så længe vi ikke åbner øjnene, bestemmer vi selv, hvad de er fulde af eller tømt for”