Spørgsmålet er, hvem der bliver mest grebet af desperation: den grådige kat, der risikerer at dø af sult, eller den indespærrede fugl, der trods alt er i sikkerhed?
(tror du forrresten nogensinde, uanset grad af trussel – at en UDSTOPPET fugl kan flyve? Endsige drømme ?
Jeg antager altid, at vi i sidste ende er underlagt drifter og instinkter. Ligesom alt andet natur, går vi først efter vores mest basale behov, før vi søger andet opfyldt. Er vi ved at dø af sult, går vi efter føde. Er vi ved at blive ædt, er sikkerhed vigtigst.
Med hensyn til død versus liv har du muligvis ret i, at det at foretrække døden er et privilegeret valg, der kræver at man eksistentielt er forbi umiddelbare drifter og behov på behovspyramiden. Nå, det var også bare et forsøg på et absurd billede, ikke udslag af eksistensfilosofisk grundige overvejelser.
Pip.
Det er nok kun hos Camus, at selvmorderen opfattes som det frieste af alle mennesker. Når døden bliver et altoverskyggende behov, er man bestemt ikke fri.
Ja, der er ofte langt fra den (amerikanske) drøm til den barske virkelighed.
Men prøv at sætte en kat uden for buret. Så skal du se action…
We are but slaves indeed
Of our masters: fear and greed
Spørgsmålet er, hvem der bliver mest grebet af desperation: den grådige kat, der risikerer at dø af sult, eller den indespærrede fugl, der trods alt er i sikkerhed?
(tror du forrresten nogensinde, uanset grad af trussel – at en UDSTOPPET fugl kan flyve? Endsige drømme ?
Hvem finder da også på at sætte en UDSTOPPET fugl i bur? Hvis ikke det er for at drille katten.
Jeg tillod mig at læse teksten i OVERFØRT betydning.
En udstoppet fugl i bur er muligvis mere fri end en levende i samme situation?
Der lå ingen korrektion i mine spørgsmål, kun oplæg til fabulering.
Ja, hvis vi antager, at fuglen (og katten) er underlagt deres drifter og instinkter.
Men hvem foretrækker ikke at være i live, trods alt?
Jeg antager altid, at vi i sidste ende er underlagt drifter og instinkter. Ligesom alt andet natur, går vi først efter vores mest basale behov, før vi søger andet opfyldt. Er vi ved at dø af sult, går vi efter føde. Er vi ved at blive ædt, er sikkerhed vigtigst.
Med hensyn til død versus liv har du muligvis ret i, at det at foretrække døden er et privilegeret valg, der kræver at man eksistentielt er forbi umiddelbare drifter og behov på behovspyramiden. Nå, det var også bare et forsøg på et absurd billede, ikke udslag af eksistensfilosofisk grundige overvejelser.
Pip.
Det er nok kun hos Camus, at selvmorderen opfattes som det frieste af alle mennesker. Når døden bliver et altoverskyggende behov, er man bestemt ikke fri.
Sandt!
(med mindre man er ude i at afkorte en dødsproces, som hos uhelbredeligt syge)
Og tager man sit eget liv for at bevise tilværelsens ultimative absurditet, har man muligvis vundet en filosofisk sejr.
Men den er dyrekøbt.