Louise Juhl

Kære Jakob,

Det blev så heller ikke i dag, du kom forbi. Jeg er vred og lidt forvirret, men det ændrer næppe noget, så jeg nøjes med at konstatere. 

Jeg vil i stedet høre dig, om vi kunne binde an med noget midlertidigt, indtil du igen er klar til at komme på besøg. Jeg har tænkt på at sende dig nogle roller, du kunne øve dig på.
Du kunne så skrive undervejs, mens du øver, fortælle, hvordan det skrider frem:
Hvordan ordene folder din tunge, hvordan kostumerne ser ud. Om der er elorgel i stuen, og om du sutter på fingerspidserne, når du vender siderne i manuskriptet.
Det sidste er vigtigt!
Jeg tror, det vil gøre ventetiden kortere for mig, så derfor.

Jeg har fundet et stykke, jeg kunne tænke mig. Handlingen er simpel, lidt som en ballet, samme lethed i udtryk, tyl og tåspids og sådan. Den slags har altid fascineret mig, at få en elefant til at svæve som en sommerfugl, at smile til publikum, mens man æder sine ben.
Jeg har forresten læst et sted, at det er umuligt at slikke sig selv på albuen, men det er da dét vi to gør. Sammen. Ikke ? Vi slikke albuer, til ingen verdens nytte, og vi pakker ting ind, ganske, ganske små ting pakker vi ind. I cellofan. Og det knitrer og fylder hele øret, som om det var noget meget stort.
Det vigtige er ikke, hvad man pakker ind, men hvad man pakker ud, kan jeg huske, at du sagde.
Siden da har du misset vores aftaler.
Jeg håber sådan, at jeg kan regne med dig næste gang

Kærligst

Rosa