Louise Juhl

Jesus hænger i stuen, som et stykke vasketøj nogen har glemt.

Min bror laver en figur i ler, magen til den i stuen. Den ligner farmor, synes jeg.
Jeg kan ikke rigtigt huske min farmor, men jeg kan huske hendes bryster, når jeg med titusind kilometer i timen, løb hende i møde og ramte hendes barm.
De bryster, dem savner jeg.

Jeg ved ikke, hvordan jesus taler.
Jeg ved ikke, om jesus taler til mig, hvordan hans stemme lyder, for eksempel, eller om man kan høre, at han er meget gammel.
Mor fortæller mig, at jesus kun er et symbol.
Så går jeg ned og tænder et lys, lige under det sted, hvor jesus hænger.
Jeg folder mine hænder.
“Kære jesus, du skal ikke være bange, farmor er her og passer på dig”, hvisker jeg.