Louise Juhl

Vi tager på ferie.
Vinduerne er det første, jeg skal vænne mig til.
Det er som om, jeg flytter ind i en andet menneskes hovede. At vinduerne er dette menneskes øjne, og at øjnene kigger ind på mig.

Jeg har brug for tid til at finde ud af, hvor de kommer fra, øjnene, og hvad de gør ved mig.
Jeg sætter mig på gulvet og kigger rundt, indtil jeg får øje på mig selv i rummet.
Så rejser jeg mig, og begynder at bære mine ting ind i huset.

Min bror løber rundt om søen i nærheden, han siger, at det er “for at indhente det forsømte”. Han griner og gir’ mig et klap på skulderen:
“Vil du med?”.
Det er egentlig ikke et spørgsmål.

Jeg finder blyant og papir frem, og begynder at tegne. Jeg har et krebslignende dyr i hovedet, der vil ud. Jeg er ikke god til at tegne, der bliver for mange ben, og tyngdepunktet i dyrets krop bliver forkert.
Senere viser jeg tegningen til min bror. Han siger, at det ligner en UFO, at min tegning minder ham om et lys, der spreder ben for mørket.

Han har ret.