Louise Juhl

Og så sker det, sådan som det er sket før og vil ske igen.
Sådan som det skete, da jeg truede med at gå, og han svarede: “Du kan jo prøve at se, hvad der sker”.
Og så gik jeg, og der skete ikke noget, ingenting. Han fulgte ikke efter, truede mig ikke. Kaldte mig ikke for luder eller skøge, flæbetøs eller kuldsejlede kælling, sådan som han havde gjort så mange gange før.

Alligevel var alt forandret, angsten flyttede ind, tung og truende. Det lille gib hver gang telefonen ringede eller nogen råbte højt på gaden – Hey. Og hver gang vendte jeg mig rundt, trak hænderne op foran ansigtet, parat til at afværge hans slag, men de faldt ikke, for det var ikke ham, men to buddies, et glædeligt gensyn. “Long time no see!” Og jeg græd af lettelse og lidt af skam, for hvad var det med mig og al den flæben, al den frygt. Kunne jeg ikk for helvede bare komme videre.
Og det var ikke før han et halvt år senere skrev og spurgte, om vi skulle ses? Han havde tænkt over tingene og bar ikke nag. “Man hælder jo ikke to og et halvt års kærlighed ud med badevandet”, skrev han, som var det et faktum, og jeg turde ikke at svare ham: “Hvad mener du med kærlighed?”

Og nu er den der igen, her mange år efter. Den her frygt for hybris og nemesis, for novembermørke og pludselige beskeder. For ubudne længsler, lidt for ældet angst. For at gå på gaden, for at gå i stå. Kulden i knoglerne og smerten et sted mellem hals og bryst, en klump på størrelse med et pigeonæble. At trække vejret på trods. I trods.
Når der ikke er noget at gøre, er der ikke andet end dét at gøre. At vaske hænder, tøj, købe en kalender og rive dagene af en efter en, atten, nitten, tyve. Så går tiden, og vi går med. På et tidspunkt går det hele vel over og hvis ikke, så gør jeg.
I mellemtiden skriver jeg ting, som dét her, kald det en bøn, kald det et opråb, kald det kærlighed.
Latterligt pis. Novemberblåning.
Who am I to judge?