Louise Juhl

Og så rammer det.
Ikke som et lyn fra en klar himmel, men som vand, der pibler nedefra. Op over fødderne, knæene, navlen, indtil det når skuldrene, og jeg kalder. Nej jeg skriger, ikke på nogen, det er bare en lyd fra halsen, en desperat gurglen, dumpt og forgæves. For vandet fortsætter med at stige, det når til halsen, munden, øjnene og så. Bliver det mørkt, og jeg er alene. Der er ikke længere andre at se, ikke noget vejr at trække, ikke noget jord at redde sig i land på.
Der er bare mig og det våde altomsluttende mørke.

Sara siger, det er fortrængningens mørke, det er alt det, du har gemt på, siger hun: – Lukket nede og ude, og som nu vil frem, ses og mærkes.

Det er de tusinde mænd, jeg ikke sagde nej til, den dårlige gullasch, middage i gennemsigtig chiffon. Det er samtaler om vine, deres bouquet, den vulgære glæde ved duften af “døde pelsdyr”, “jordslået stof”.
Den gråd, der lurer under latteren.
– Det er prisen for at holde ud, min skat. For at smile og nikke og fungere. Nu vender det tilbage og med renters rente.
Hun snupper et æble fra skålen på bordet, kaster det op og griber det igen, tager en bid. Saften fra den modne frugt danner skum i hendes mundvige, hun tørrer sig med bagsiden af hånden, før hun fortsætter
– Du må lære at svømme, hvis du vil redde dig selv fra at drukne. Hun smiler: – Alternativt udvikle gæller.

Det er sådan, hun altid gør, strør salt i mine sår. Laver sjov på den der måde, der minder om hån. Og jeg både elsker og hader hende for det, for aldrig at stryge mig med hårene, for altid at slå, aldrig ae. For at vække mig af mit mismod:
– Hvis du tuder mere nu, er det sgu ikke temperaturstigningerne, men din skyld, at verden trues af oversvømmelse.
Jeg trækker på skuldrene, hvad fanden skal jeg stille op?
Sara ved det:
– Du tager din jakke på og binder dine sko. Og så går vi.
Hun rækker mig jakken, tørklædet:
– Det kan du vel for fanden finde ud af?
Jeg tager modvilligt imod begge dele, finder vandrestøvlerne frem, snører dem:
– Og? spørger jeg, mens hun åbner døren og jeg går ud
– Ikke noget “og”, svarer hun – bare gå!