Louise Juhl

Kære I,

Jeg tror, du har misforstået min henvendelse. Jeg genkender ikke dét, du beskriver som “mit søvnmønster, eller manglen på samme”.

Jeg har ikke problemer med at sove, jeg bruger hænderne til hjælp. Først tæller jeg til ét, klap, så tæller jeg til to, klapper igen og så videre. Klap. klap. Sådan får jeg nætterne til at gå med at tælle og klappe. 
Jeg savner ikke musikken, sådan som du skriver, nej det er i sig selv ganske rytmisk og underbart uden, nærmest frydefuldt.

Jeg navngiver mine lemmer undervejs:

Hænder: Emini
Fødder: Tramoso
Og læberne: Aiaisja(aaa). 

Sådan klapper jeg stavelser, der ikke tilhører mig, sådan tæller jeg til krop.
“E-mi-niiiiiii”
Læberne former sig selv til et svar.”Aiaisja”.
Klart.

kh Agnes