akut

Sådan en søndag. Spredte rester af dovent øl og hudløse vægge. I går var jeg ved vagtlægen, han hed Lasse og trykkede mig på maven, sagde: Du er ikke akut. Han mente vel “det”, men havde alligevel mere ret, end han selv anede. Jeg er ikke akut, jeg kan vente, det har jeg gjort i seksogfyrre år. Har endda i årenes løb tilegnet mig en vis evne i udnytte ventetiden: 

Skifte sengetøj, købe brun farin, at klæde mig på efter vejret. 

Det er straks værre med følelserne, de lader sig ikke så nemt udsætte. Når de gør ondt, gør det ondt, når de gør godt, er lykkefølelsen tilsvarende akut. Det er meget simpelt men også frygtelig besværligt, så er det alligevel nemmere med lyskebrok: i morgen ringer jeg til min egen læge og bliver henvist til operation. Den slags kan nemlig forholdsvist ukompliceret fjernes.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.