Louise Juhl

Da jeg var lille, var der tre slags stilhed. Der var den stilhed, min mormor bar rundt på, som havde det været hønseæg fra en rede. Forsigtigt, som gjaldt det ikke bare æg fra høns men selve livet. Jeg elskede den stilhed, jeg ved ikke, hvad hun brugte den til, min mormor. Måske var det lige netop dét: at den var til overs og derfor helt fri. Som en flimrende hede over en solvendte terrasse: den skal ikke noget, ingen steder, den ligger bare og summer og varmer.
Så var der den slags stilhed, jeg kendte fra nætterne, når jeg vågnede og kiggede i bøgerne på hylden: den om Mio, for eksempel, eller Grynet, Jonathan. Et vers af Halfdan R., som jeg endnu ikke kunne læse, men kunne udenad fordi min mor sang den for mig hver aften før jeg skulle sove:
“Og i det lilleDanmark
der sidder jo min egen mor
men hun er svær at finde
for verden er så stor”
Bagefter, når hun klappede bogen sammen på. Dét smil, som varede helt ind i natten, gennem mørket, så jeg aldrig var alene i det. Den stilhed.
Endelig var der en stilhed, der var mere tom, end den egentlig var stille. så stille, faktisk, at det trak al luften ud af vejret. Min far bag avisen, sider der vendte sig hurtigere, end man kunne læse. Min mor der drak af teen stående. En madpakke i folie, sjusket. En lang dosmerseddel: mælk, mel, margarine. Et suk – ikke sådan et, der lettede, men ét af dem, der faldt til jorden – og igennem den. Helt ned, hvor der er ild og magneter og man brænder op. Den slags stilhed gjorde mig bange. Så bange, at jeg talte og talte, selvom der ikke var noget at tale om. Som om jeg dermed kunne viske den ud, fylde den med luft som en ballon, se den flyve væk, bye bye.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg tænker på den nu, måske fordi jeg er bange i dag. For min egen stemme, der taler og taler, som om den vil indhente en stilhed, jeg frygter vil komme. Sådan en stilhed inde fra midten, der brænder mig op, hvis jeg kommer for tæt på?