Louise Juhl

Jeg er meget optaget af essayet som genre, alle de muligheder, det rummer, måske mest af alt det, at dets mål ikke er at konkludere men at diskutere. 
Det enkeltstående essay, der har berørt mig mest, er det, Information bragte i 2022 af forfatteren Christina Hagen: “Vi er nødt til at tale om, at selvmordstanker for nogle er en naturlig del af livet,” lyder overskriften og den første linje, der følger efter: “Min stedfar skød sig i hovedet, da jeg var barn. Det var ikke et chok.”
Hele teksten virker som skrevet i et eneste langt åndedrag, en tour de force gennem videnskab, filmkunst og litteratur, hvor hun blandt andet citerer Michael Strenge for de urimeligt smukke linjer: “Nej/ Jeg vil ikke dø/ jeg vil bare være ufødt”. Selv skriver hun senere:
“Det er aldrig det at dø, der i sig selv er drømmen. Det er det at være væk fra kravene, der er besnærende. Fra rutinen, det sociale, fra den person, man nu er blevet, og som folk taler til, som om de ved, hvem er.”
Gulp. Hvem kender ikke den tanke at blive fri fra sig selv eller nej, at blive en anden: Mindre kejtet, mere sikker. Halvt så bekræftelsessyg og dobbelt så generøs. Det behøver man langtfra at være selvmordstruet for at tænke, og det er derfor Hagens essay er så stærkt. Fordi det hverken er en besyngelse- eller fordømmelse af selvmordet og døden, men derimod en undersøgelse af livet. Og det at leve betyder for de fleste også ind imellem et ønske om at blive fri for netop det. Et splitsekund, to, for så at forsvinde igen, fordi der er alligevel viser sig at være lige præcis én grund mere til at blive end til at gå. Eller som Christina Hagen skriver mod slutningen af sin tekst:
“Måske skal vi tillade os at være fra en anden planet. Måske kan vi genskabe den planet sammen. Et sted, hvor man ikke behøver smile, hvis man ikke er glad. En ærlig måde at leve på, hvor man ikke er kaptajn på et skib. Mere en delfin eller en lillebitte ubetydelig fisk med øjne som knappenåle, plirrende, nysgerrige, åbne.”
Måske blev det her lidt rodet, men summeret op: Læs!
Pine, Hermann og ikke mindst Hagen. Det er livet værd.