At ville for meget
by Louise Juhl Dalsgaard
Mellemstationerne. Midt mellem frem. Tilbage. Eller lige langt.
En tankstation med brødudsalg betjent af en mindreårig. Man afleverer sandheder og komprimeret eksistens, mens man betaler. Der kvitteres med et smil. Og en kvittering
Return to sender.
Klask. Tilbage i nakken. Det er spillereglerne og man ved det og det er okay. Man er jo på vej. Videre. Eller. Tilbage. Tager det halve franskbrød, cigaretterne og en flaske Cocio med sig og spænder selen. Inden længe er den eneste samtalepartner kilometerstenene på de endeløse strækninger. Rækker af vejrbidte læhegn.
Ensomheden, den vænner man sig til. Det er skuffelsen, der ikke er til at bære.
Det var dog en trist tekst – altså ikke litterært, men stemningsmæssigt.
Men det er nok for meget for meget forlangt af Statoils ‘Fint, ik’-pige, at hun skal gøre den forskel, der er behov for her.
Har i øvrigt nogle gange denne lyst til at sige noget, noget mere, sådanne steder, ikke pga. ensomhed, men fordi det kan føles så underligt, at man der mødes med andre mennesker uden egentlig at have reel menneskelig kontakt.
Jamen stemningen var også i den nedre del af skalaen, da jeg nedfældede den.
Og måske er den bare ment som et suk. Eller et lille savn. Og vel at mærke et savn, som man nok må lære at retningsbestemme, så man ikke afleverer det hos ungarbejderen i 7-eleven efter en våd nat i byen 🙂