Louise Juhl

Jeg er lige gået forbi en skole, klokken var før 7, så der var ikke mødt nogen, i vinduet hang alfabetet skåret ud i pap, bogstavelig talt. Så enkelt er det måske, sproget?
Nå, men jeg kan huske engang i femte klasse (måske før?), vores klasse skulle stå for årets skolekomedie (det hed det, skolekomedie, men jeg er ikke sikker på, at det altid var en komedie? Måske husker jeg forkert). Vi skulle opføre Busters Verden, den som Nanna har lavet titelmelodi til, og jeg ville helt vildt gerne være Buster, hovedpersonen, i spotlight på scenen. Det fortalte jeg min lærer, at jeg gerne ville være selveste Buster, han svarede, at der skam nok skulle blive en rolle til alle.
Som de fleste nok har forstået af dét svar, så endte det med, at Lea løb med hovedrollen, at Mette T blev Busters søster, mens jeg ingen fik rolle. Jeg blev selvfølgelig meget skuffet, men læreren trøstede mig med, at jeg havde en meget vigtig, ja faktisk helt afgørende rolle:
Jeg var nemlig Busters drøm, drømmen om at være verdens stærkeste mand, “uden drømme er vi ingenting”, sagde læreren.
Og jeg lod mig overbevise om, at min skyggetilværelse som drøm uden for scenen, var en af de allerbedste roller overhovedet, og jeg var vildt nervøs før premieren, for uden mig gik det jo ikke, uden drømme intet.
Til premieren kom min mor og far for at se stykket, de undrede sig lidt over, at jeg slet ikke var på scenen.Men jeg forklarede dem hvordan det hang sammen, at jeg faktisk havde den allermest betydningsfulde rolle, drømmen, den der er brændstof bag alt, vi gør.
“De kunne nu godt have nævnt dig i det trykte program”, svarede min far.
Det har jeg tænkt over lige siden.