Louise Juhl

Man siger så tit: ‘Det begyndte med, at’.
Men sandheden er, at det ikke begyndte. Det var bare, sådan som det altid havde været:
Mor i sine lidt for korte bukser og med de lidt for lange ben.
Mor, der hvisker: ‘Det er allerede alt for sent, Lille lille, kan du nu lægge dig til at sove.’ Hendes hud dufter af creme og vaskepulver, jeg kan høre maskinen, der kører i rummet ved siden af. Om to timer vil den være færdig, så skal al tøjet hænges op. Sokkerne, undertrøjerne og fars lommetørklæder.
Det bliver sent, før hun kommer i seng, det gør det altid. Alligevel stiller hun vækkeuret, så hun kan nå at lægge tøjet sammen, før hun skal på arbejde. Sokkerne i bundter, to og to. Trøjer og tørklæder foldet og lagt sammen i stakke. Sådan.

Der er det med begyndelser, at de er gode at komme videre fra. Det er godt at have et sted, man kalder “Start”, for så vil alt, der følger efter, være bevægelser fremad. Henimod noget andet, noget mere.
At fylde seks år, for eksempel, eller ni. Blive færdig med skolen. Stjæle, fordi det har man ikke prøvet før, og “én gang skal jo være den første”.
Alting skal ske en første gang:
Bage pandekager, skide i en skraldespand, flette mælkebøttekranse. Pifte en cykel og sige ‘jeg elsker dig’ uden at mene det.

Sandheden er, at det aldrig begyndte. En morgen vågnede jeg bare, sådan som jeg er vågnet så mange gange før. Udenfor hang mor tøj op, indenfor forsøgte en halvstor humlebi at slippe gennem ruden; forgæves.
Jeg fjernede dynen, satte fødderne på gulvet og tænkte ‘fra nu af’.
Og sådan blev det.