Louise Juhl

haha, i går tænkte jeg på en bamse, jeg havde ønsket mig til jul engang, en bamse, der skulle hedde bimse, jo, og jeg ville så gerne have den, at jeg havde skrevet den på min ønskeseddel ti gange, altså 1.bamse, 2. bamse, 3. bamse, okay, og så til jul, så fik jeg faktisk den her bamse, og jeg blev glad, virkelig, virkelig glad, indtil min mor fortalte, at hun havde fundet den brugt i den blå avis, så smed jeg den fra mig, bamsen, jeg ville kun have en bamse, der var min, jeg tror nok, at jeg råbte noget om, at hun vel heller ikke ville bryde sig om at have fået mig som et brugt barn, noget i de retning, og min mor sagde, at jeg var et vrøvlehovede, og at der ikke var noget som helst galt med den bamse, men jeg ville ikke lege med den, den blev bare liggende i bunden af et skab, og så mange år senere, altså i går, kom jeg til at tænke på den her bamse, jeg ikke ville kendes ved, fordi den var brugt, og så blev jeg seføli helt vildt flov, skammede mig, tænkte grimme ting om mig selv, at jeg var snobbet, forkælet, egoistisk, utaknemlig, alt muligt, hvad fanden ligner det at forkaste en god bamse, fordi den ikke er spritny, føj, ikke sandt, så her til morgen, så ringede jeg til min mor for at sige undskyld, lissom, mere end tredive år for sent, men altså, og jeg sagde det, som det var, at jeg var helt vildt ked af dét med den bamse, min opførsel, at jeg skammede mig over min utaknemlighed, min hovne attitude, alting, og jeg sagde, at jeg håbede, at hun ville forstå, at jeg virkelig havde det skidt med det, det hele, mig, men så skete der det mærkelige, at min mor spurgte “hva’ for en bamse”, og jeg fortalte hende det hele igen, bimsebamsen, ønskesedlen, men så sagde hun, at hun da aldrig havde givet mig en bamse, slet ikke en brugt, at det jeg fortalte aldrig havde fundet sted, og nu er det så, at jeg ikke forstår, hvorfor jeg så kan huske det, skammen og det hele nu bagefter, men altså, min mor hun grinte bare i telefonen, sagde noget om, at det måtte være en slags omvendt fortrængning, bare sådan haha.