Brændt barn I
by Louise Juhl Dalsgaard
Dine pupiller er Judastegn, sorte rubiner, forladte drømme.
Dine øjne er ild, der som et forstørrelsesglas brænder hul til verden.
– Sådan mødes vi alle: på en brandtomt med armene om hinanden. Mens vi med vemod betragter. Forkullet fortid, tilsodet længsel.
Og vi ved, at det er ikke forbi. At det kun lige er begyndt.
Igen
Dagens makabre sports resultat.
Brændt barn 1
Normalt barn 0
Det er vel noget med fokus
Vil man se.
Eller se bag.
Det første kræver fokus.
Det andet kræver røntgen og forliste drømme.
Det ene er ikke bedre end det andet. Eller omvendt.
Det er bare sådan det er.
Eller noget?
Ja vi sejler rundt med forkullede lig i lasten og brændte skeletter i skabene. Det er mere reglen end undtagelsen, og det er også helt ok.
Lad os hive dem frem og danse med dem. Se dem i øjenhulerne og fortælle dem om livets ukuelighed. At deres plads er berettiget og at selvom de er afkom af svigt, skam og anden misbrug eller afsavn er de velkomne hvis de bare viser deres afpillede knogler frem for alle at se..
oooooh hvilket fabelagtigt dødens krebinet (kabinet)
dejlige billeder næsten som at se mit eget fordærvede spejlbillede
du ved sådan halvkremeret bambi agtig..
og ellers bare brændende smukt…
Ja man må lære at elske sine skeletter Penpal. Man må elske dem til døde. Eller elske dem lidt næring og huld til. Så de bliver krop og væren og tør stå ved sig selv.
De er autentiske. Ægte. Viser, hvad der er. Eller ikke er.
Knus og kram og kærlige tanker fra mig. Til dig
Spunky:
Halvkremeret Bambi 😀
Du kan da for dælan også sætte mine smertefuldt fødte ord og mine apokalyptiske profetier på plads…I like that!!! 😉
Og tak for den brændte ros, søde.