Louise Juhl

Til F.

Nogle gange er jeg bekymret for, at jeg er ved at blive skør. Det er noget med den måde, alting hænger sammen på,
nej, det er noget med den måde, jeg finder sammenhænge overalt:
Antallet af sprosser i naboens vinduer, antallet af planker i hegnet. Fluerne, der summer med en lyd, der nøjagtigt overensstemmer lyden af vand, lige før det koger.
“Fschzzz”

Jeg ved, at det ikke er tilfældigt. Noget er på vej: de seksten kvadrater i vinduet overfor og de toogtredive planker i stakittet, tilsammen otteogfyrre – som er netop alderen på min bror.
Tilfældigt? Næppe.
Fluernes mumlen, de tæller ned, kan du høre det? Alt lugter af svovl.

Jeg ved godt, hvad du vil sige. At jeg ser syner, at jeg lægger spor ud, for at have en retning at følge. Det er ikke sådan, det er.
Naboen i vinduet, måden han dukker sig på, ræd for at blive afsløret. Insekterne, der nærmer sig alle steder fra, først én, så to, så. Og spy, spy, der klækkes overalt. 

Måske er jeg ved at blive skør, men jeg synes alligevel, at jeg skylder dig at fortælle, hvad der er på færde.

/D

Ps: Don´t kill the messenger