Louise Juhl

Hvor går vi hen, når vi allesammen har indhentet hinanden, smøger vi sten op af ærmet op, eller knæler vi så dybt, at vi får øje på noget, lige dér, fødder, noget der kan gå, noget der kan gå fra os, følger vi mon efter, ind i husene, hvor der bor mennesker, der ligner noget, vi kunne kende, hvis vi, hvis de, turde/ville/kunne, nej hvis det kunne betale sig, måske finder vi et tegn, men kalder det et symbol for at fjerne os fra dets betydning, som nu huden på mine hænder, jeg kalder det hud og ikke kød, jeg fjerner mig fra dets betydning, som de dage, hvor jeg bliver bange for lyden af min puls, når den går fra seksoghalvtreds til toogfyrre på mindre end et minut, det er noget med den hastighed, hvormed jeg ruller mit blod gennem kroppen, eller rettere: det er noget med den mangel på hastighed, hvormed jeg lever mit liv.