Louise Juhl

Kære Rosa,

Jeg har tænkt over det, du skrev om huller og mangel på øjne. Jeg ved ikke, om det, du taler om, faktisk er hullerne eller måske nærmere alt det udenom. Maven, der brænder omkring sulten, for eksempel. Og om det du vil, at jeg skal lukke, er hullet, eller om det er den tønde, som får tomheden til at buldre?
Åh, Rosa, undskyld jeg sådan vender rundt på det hele.

Jeg er begyndt at interessere mig for teater, ældre dramaer i særdeleshed. Det kom sig af alt det med årerne, jeg skrev om, det med, at mine årer vender vrangen ud. Min læge afviste som forventet min lidelse, det vil sige: han tilbød at lyse mig i halsen og i øjnene, eller at pode min hud med venligtsindet kamfer, som han sagde. Med et smil, venligt, men et smil, der ikke efterlod mig i tvivl om, at jeg selv måtte finde en løsning på det vrangvendte.

Siden da har jeg søgt mulig lindring, og det er i den forbindelse jeg er faldet over de græske tragedier og de bibelske lignelser. Liv, død, vande, der deles og og sten, der væltes. Det er ikke fordi, jeg tror på den slags overnatur, Rosa, langtfra. Men bare fordi noget ikke overensstemmer virkeligheden, er det jo ikke det samme, som at det ikke er sandt. Det er det, min læge ikke forstår.

Af alt hvad jeg har læst, er Shakespeare det ypperste :
“To be or not to be, thats the question!”.
Åh den gode William, så finurlig. At formulere en konklusion, som om det var et spørgsmål.
Jeg tror, at han taler om mange ting i dette udsagn, jeg tror også, at han taler om huller og manglende øjne.
Du skulle læse Shakespeare, Rosa. Ikke fordi jeg tænker, at han kan lukke dine huller, men jeg tror heller ikke, at det i virkeligheden er det, du beder mig om.

Kærlige hilsner
Jakob