Hun laver ti tå- og hælstræk, bagefter hoved -skulder, -knæ og tå. Hver morgen klokken syv. Det er ikke et ritual, understreger hun: -Jeg er ikke fanatisk. Det er bare sådan, det er blevet, ligesom elvarmen, der aldrig bliver tændt før efter fire nætter i træk med frost. Det er en tåbelig regel, medgiver hun, […]
13.39 Jeg beder om hjælp til, hvad jeg skal plante i de store krukker foran huset. Du er mest til det stedsegrønne, selv foretrækker jeg hvid efterårslyng – Det behøver ikke at være så kompliceret, siger du. Jeg ved ikke, om det er mig eller lyngen, du taler om. – Tag nu for eksempel rågerne, […]
06.36: Nogle gange er morgenen en fest, og mørket en invitation, og du er den eneste, der ikke er med. Heldigvis behøver du ikke at begrunde dit fravær, for der er ikke nogen, der spørger. Hele tiden lige ved: Kun en fingernegls bredde imellem mørket og din krop. Til gengæld mere end tretten stop med […]
Fem gange skriver hun kort med invitationer, og fem gange undlader hun at sende. Skal hun invitere kusinerne fra Vojens, og hvad med kollegerne fra Finsensvej? Egentlig vil hun helst nøjes med genboens søster, Kaja, og de tre bibliotekarer fra Grønlandstorv, men Kaja er indlagt til ECT, og iøvrigt vil far vil ikke høre tale […]
Nogle gange står min mors ryg så åben, at er jeg bange for, at hun falder ud. Det er noget med måden, hendes hænder hænger ned langs siden, opgivende, som en struds, der lige er kommet i tanke om, at det ikke nytter noget at blafre med fjerene – den vil alligevel på vingerne. På […]
Han holder rotter i et glasbur, to styk, det ene dyr æder af det andet dyrs hale, han finder den slags underholdende. – Den naturlige hensynsløshed, kalder han det, og sover med militærstøvler på, for det har han lært til spejder: Vær beredt! En dag binder han et snørebånd om halsen på min Barbiedukke, jeg […]
Engang groede jeg i stykker. (Der er ikke noget andet led i den sætning.)
Hun laver collager af blade sorteret efter farver. Vi tager sammen i skoven og samler: Sartgrønne, canadisk røde og nogle store med takker, der er helt brune. Jeg finder også ét, der er sort og slimet som en snegl, jeg rækker det til hende – Se! – Stadie IV, mumler min mor og smider bladet på jorden. […]
Der er ingen, der protesterer, når han åbner en dør. Heller ikke, når han lukker den igen. Min far dikterer husets vejrtræk. Sådan har det altid været, og med tiden har vi lært at ånde ind og puste ud i præcis samme tempo, som han åbner og lukker for os.
Jeg drømmer, at jeg er sygeplejerske på et hospital, måske er jeg læge, det fremgik ikke tydeligt af drømmen. Jeg har den sene vagt. Jeg får udleveret en kittel (vissengrøn og med plastikcoating) og et par bittesmå strikkede babysko, jeg ved ikke hvad, jeg skal stille op med nogen af delene. Jeg får også en sort […]