Agnes bog, side 3.
Det handler ikke om min mor, når jeg taler om regnen, der bare falder og falder og falder, fordi det er dét, regn gør.
Det handler ikke om min mor, når jeg taler om regnen, der bare falder og falder og falder, fordi det er dét, regn gør.
Hjemme hos os ved vi, at alt godt kommer til den, der kan vente. Sådan går tiden med at betale sig.
Jeg sætter alt på dit bræt. Smuler af brød og mere, hvor jeg kommer fra. Kan du mærke hvor det tipper, kan du mærke hvor trang jeg er?
. I dag så jeg min mor: en medalje om halsen, en giraf i knæ. [Engang troede jeg, at giraffens tunge var blå, fordi den ikke kunne få vejret. Nu ved jeg, at det blå er en foræring til det grønne omkring; den fineste kontrast til alt, der stadig vokser.] .
Vi taler om ophav. Nej: jeg taler, mens du ser på min mund, som var den mit røvhul. ”Du siger ikke noget?”, bemærker jeg. “Jeg lytter”, svarer du.
En ordløs oplæsning, et mimespil uden fagter. Vi når aldrig hinanden.
Man kan blive taknemlig, ja man kan. Når den ældste niece med oprigtig kærlighed ser op på een, og udbryder: ”Faster, har du glemt at rede dit hår til morgen, eller skal det se sådan ud?” eller når yngsteniecen efterfølgende ringer op en fredag morgen i oktober og fortæller: ”Faster, jeg har fødselsdag til sommer. Så […]
Som statister i en for længst udtjent B-film, mødes vi igen og igen. Fremfører tillærte replikker, der aldrig finder lyd i vores sort-hvide stumfilmsunivers, men bare hænger som ufrivilligt komiske talebobler. I luften imellem os. Som parodierede elskende står vi overfor hinanden. Ved dødskysset. Kan ikke give slip. På os selv og alt det, vi […]
Engang var der vreden. Som drivkraft. En svulstigrød lava, giftige dampe og min krop af dis. Som et lag af aske lå drømmene over og omkring et landskab, du aldrig så og aldrig betrådte. Kun jeg blev kvalt. Af bitterhed og forgæves venten. Nu er der bare træthed. Ubeskrivelig træthed. Jeg har sænket paraderne og resigneret vendt den […]