Long kiss goodbye II
by Louise Juhl Dalsgaard
Som statister i en for længst udtjent B-film, mødes vi igen og igen. Fremfører tillærte replikker, der aldrig finder lyd i vores sort-hvide stumfilmsunivers, men bare hænger som ufrivilligt komiske talebobler. I luften imellem os.
Som parodierede elskende står vi overfor hinanden. Ved dødskysset. Kan ikke give slip. På os selv og alt det, vi troede ville blive. Virkelighed.
Utilgivelig naivt jagter vi en pointe, der alene havde gyldighed i et manuskript, der aldrig fandt vej. Til verden.
Lad os dog for helvede erkende, at spillet er slut. Rollerne udspillet. Scenen skiftet.
Og pointen tabt.
Får helt gåsehud! Smukt og trist – rammer lige i dette hjerte.
Jeg skrev det her dengang…
Du er som en mejetærsker
Mejer mig meget
Indtager alt
og fratager mig retten til tidligere forår
Du elsker mig højere
end du kunne nå at høste
Frasorterer forgæves fortidens avn
Straffer mig med hårde hug
“Nu græder marken igen”, tærsker maskineriet håbefuldt
“Endelig ked af den halm, hun blandede sig med, før hun mødte mig!”
Jeg lader dig tromle hen over mit liv
æde mig med hud og frø
-mest hud
Afsætter blodige aftryk og afrevne akser
Og sådan ved jeg …
at jeg er elsket
Kære, kære SpaceMermaid:
Ked af, at du får gåsehud. Ked af, at du genkender. Ingen – INGEN – fortjener at genkende. Noget sådant.
Men jeg er taknemlig for, at du nu er her. Med mig. Og deler dine smukke, smukke tanker. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige. For jeg har tårer i øjnene og en klump i halsen. Og du har sagt,hvad der skal siges…
Du blev frataget retten til tidligere forår. Hvor er det godt, at du fandt et senere. Forår. En ny begyndelse.
Tak. Tak!
Varme tanker tilbage. Håber at du passer lidt på Ballast. Holder for meget af hende til at du skal ignorere hendes råb om at få lov til at give slip 🙂 (taler også ofte med mig selv).
Tak for dig!
Og ja – der findes nye forår. Og jeg har det godt igen. Det kan bare være svært at tro på, når man sidder fast i en mørk vinter.
Så engang et vævet billedtæppe med en gammel eg i et åbent landskab. Med ligeledes vævede bogstaver stod : “Selv uden dig bliver det forår”
Men er jo ikke kun bange for at sige fra. Jeg frygter også at blive sagt fra. Det virker jo begge veje, og jeg har også brug for. At vide mig elsket.
Suk ;-/
PS:
Og undskyld mine suk. Mine bedrøvede øjne. Livet er jo hvad jeg gør det til.
Jeg er bare så dårlig til at gøre noget. Ved det. Livet, altså. Lige nu. Stirre bare…
Selvfølgelig bliver det forår. Igen. Kæmpeknus til dig
Og pointen tabt.
Eller pointen har aldrig været det. Det er just livets pointe!
åh ja…længslen efter en epilog, som på magisk vis vil transcenderes til en prolog…og alting starter forfra, bare bedre….
Længe leve efteråret….;-)
…med farver, frugt og vindblæsthed, stille tågedage og høj klar himmel….
Rimkogeren:
Du har ret: Der er ikke anden pointe ved livet end… livet selv!
Leopardroll:
Åh ja de skide cirkler. Som man frygter men også drages imod. Fordi alt andet er så ubærligt: Det lineære, trøstesløse, ensporede. Det virker så…massivt. Og indebærer med alt for ønskelig tydelighed en afslutning.
Så hellere den debile gentagelse. For gentagelsens skyld.
Med håbet om, at man en dag vil lære noget. Blive klogere. Så man kan tage turen om igen, een gang til, det samme, cyklus. Men nu med andre briller 😀
Lidt som Asger Jorn og Betty Engholm ville have haft det under samme tag.
@Patton
Hahahaha. Nu vidste jeg intet om selvamme Betty Engholm, før din kommentar tvang mig til at finde ud af noget om hende
Asger Jorns tabte pointer er i mine øjne guldkorn. Virkelig. Men sådan er det af og til: Dét, der giver mindst mening, giver mest. Mening. 😀
Men tænk på filmen som en serie uendelig – alt det der kan nå at udspille sig selv efter den tabte pointe.
🙂
Kh
Alonzo
Alonzo:
Min tabte pointe får mig altid til at tænke på børnesangen: “Der er huuuuul midt i spanden, kære jochum”
Vandet er gået. Fisen er slået. Pusten er tabt. Så jeg ved ikke helt om jeg tror på anden runde….Og så alligevel: Hvorfor hulen skulle jeg blive ved at ånde og skrive og råbe op…de er sgu da kun fordi jeg håber og tror. På alt det, der kommer efter den tabte pointe 😀
Prrræcis 😉 Men spand eller ej – vi må videre.