Louise Juhl

Jeg forholder mig til min krop, som jeg forholder mig til virkeligheden. Det vil sige by proxy. Eller: Jeg bruger min krop som et atlas – til at finde vej. Når jeg skal klippe mine tånegle eller løsne min bh, for eksempel, så slår jeg op og ser, at mine bryster er (bittesmå) bjerge, at […]

Jeg hader bare, når det sker. Som nu i dag, hvor jeg sad og græd, fordi en overlæge fortalte mig, at følelsesløsheden var kommet for at blive. At de endnu ikke havde kortlagt bivirkningerne, altså hvor mange og hvor slemt. “Ikke kortlagt?” spurgte jeg, og ja, de havde ikke noget overblik på nuværende tidspunkt. Og […]

Nogle dage lader jeg som om. Det vil sige, jeg står op og trækker i en krop, som om den er min. Jeg børster tænder, som om det giver mening. Tørrer hår. I spejlet ser jeg på et ansigt, der kunne være mit. Jeg laver kaffe, som om det er dét, der skal til. Går […]

Jeg holder så kæft. Helt kæft. Det, du tror, at du kan høre, er din egen røv, der snerper.    

Nogle gange har jeg svært ved at vænne mig til mig selv. Som om jeg var noget, nogen havde fundet på. En person i en bog, for eksempel. Eller et nummer i rækken. “Hvilket nummer ville jeg være? Og i hvilken række?,” spørger jeg mig selv. Der er dem, der siger, at det er et […]

(Jeg ved godt, at det ikke nytter. At jeg kan skrive herfra og til helvede, uden at nogen bemærker det. Jeg er toogfyrre, og som sådan forbi det sted i litteraturhistorien, hvor fortællinger begynder. “69 er det nye 27”, stod der et sted på facen. Døden er udskudt? Ha! Virkeligheden er, at det nye sort […]

Når jeg skriver, er det mest for ikke at være alene med mig selv. Jeg henvender mig til mig. Skriften gør mig til læser af mine egne udsagn. “Er du der?” skriver jeg, og spørger. “Ja”, skriver jeg, og svarer. Sådan er jeg ude af hænderne på mig selv, når jeg skriver, sådan er skriften […]

Jeg keder mig og googler info om min psykiater fra ”dengang”. Jeg kan se, at han går ind for fri hash, men kun danser til The Beatles. Jeg ved ikke, hvad jeg skal med den slags informationer, men slet ikke, hvad jeg skulle gøre uden. Så tænker jeg på vandrende pinde, altså på, at de […]

Rustrøde og berusede, vi har noget i munden, noget, nogen har kastet op: hejhejkrokodille hejhejtørretåre, vi tømmer aldrig munden. Ikkevandets fugt og firkløvere, der falder ud af bogen: hejhejspildtechance, den kærlighed at lade gå, ikke, at mærke fløjl eller falde i søvn på en skibsbriks, presse næsen ud mellem tremmerne i bag, ikke at digte […]