Vrangsider VIII
Jeg vil kvæles i min klæbrige retorik forføres af gennemskuelige løgne: ”Græsset må ikke begrædes”
Jeg vil kvæles i min klæbrige retorik forføres af gennemskuelige løgne: ”Græsset må ikke begrædes”
Tie et ord til live. Leve et ord til tavshed. Schyyyyssss
Muligheden i et fravær: Blade, der aldrig faldt, hænger som orangebrune lanterner – ribbens-ridsede kroppe: varmer forladte stammer og pynter en afklædt verden. Månen krummer sig sammen om himlen, og man lægger sig i ske.
På kirkegården står bænke alene og venter på erindringer, der skal sætte sig: som lys ved en gravsten, en fugl i granit eller bare blade, der flagrer. Forbi og op. Et Litraskel forbinder og adskiller i ét og samme: et Dem og et Os. Evigheden bliver konkret, og sprog vokser frem i form af en […]
Jeg tænder en Barndommens globus: sluger grådigt løgnen om lykke mens vrængende stjerner, nætter og dage nådeløst slukker det digt, jeg skrev.
En dag vil muren svare mig med en port. Og porten vil spørge efter en mur. Det er noget med at fange og gribe. At fanges og gribes. Det er noget med ven og fjende, med løgnens lykke. Eller også er det bare noget med mure og porte. Spørgsmål og svar. Noget om ord og […]
Den tyngde min krop ikke ejer, må jeg som et åg presse ned over mine skuldre som skyld, skam og obskøn poesi
Mildheden i at undlade drømmen om at drømme lykken ved at glemme glæden ved at længes
Så står man og betragter en flue , der sværmer omkring en lygtepæl på torvet i en forblæst stationsby. Pludselig forstår man hvorfor, en korøv kan synes så tiltrækkende …. ( kan det erstatte det unævnelige f-ord, tøser ? 😀 )
Kan huske som barn: Fascinationen over, at solens stråler gennem luppens glas blev brændende. Fortættelsen af energi. Mystikken og faren. Wauvv – en stråle. Milliarder af kilometer borte. Der fanges. Af glas. Og tusinddobles; skærer og svider. Og så: Hvad da med mine øjne. Mit syn på verden. Kan distancen overvindes, hvis jeg skifter optik. […]