Det bedste er. At gå. Fra hinanden. Splintres og deles og reduceres til støv. Blive genkendt og heles. Det bedste er. At gå. Fra forstanden. I stedet finde kroppen og gruset og timerne. At samle sig. Det bedste er. At gå. I bedene. Naboens. Eller Næstens. Stampe og skrige. Om hjælp. Og få det. Det […]
Ikke Tilværelsens ulidelige lethed Men Tilværelsens liderlige tyngde
Jeg blev opfordret af en medblogger til at lægge hjernen fra mig, på hylden, på køl…you name it. Så jeg gør forsøget udi tankeløshedens sfære og skriver uden mål og med eller andet. Ved, at det i sig selv ikke virker befordrende for læselysten. Alle de ord. Så lidt mening: ”So many men, so little […]
Man sidder i bussen og stirrer på skiltet med påskriften ”Tryk for stop”. Og tænker at den var bedre placeret i panden på én selv. Er man så træt eller bare offer for den ultimative selverkendelse? Man trykker. Står af ved førstkommende lejlighed. For at få lidt fred. Fra sig selv. Med sig selv? Ender […]
Det er nu. Nu jeg burde skrive noget sjovt. Noget let, lykkeligt og letfordøjeligt. Noget om sommeren,der udebliver og om glæden ved regn. Om kolbøtter og pinligheder og Happy End. Jeg ved det godt, men klaveret stemmer ikke disse dage. Noderne er placeret i øjenhøjde, stolen er indstillet og intentionerne i topform. Men det glipper. […]
Hvorfra stammer myten om, at når én sans mistes, så skærpes de resterende? En sejlivet løgn. Jeg har mistet krop og barnetro og evnen til at turde se. I øjnene. Har svært ved at lytte. Særligt efter egne behov. Skelneevnen er stærkt ramponeret. Forveksler gerne visdom og overtro; Skrøbelighed og sårbarhed. Som – uanset hvad […]
” Det er vist også snart tid til at flyve fra reden”, sukkede ægget Nogle længsler bør modnes før de indfries….
Det er så én af de dage, hvor jeg burde tie. Én af de dage, hvor det er mig fuldkommen uladesiggørligt at være verdenskompatibel og sjov og finurlig og tilgængelig. Èn af de dage, hvor mit bidrag til omgivelserne begrænser sig til afmålte høflighedsfraser og uudtalte afvisninger. Værre endnu: Dybe suk og ucharmerende tilbageholdt selvynk. Men […]
Det er så én af de dage, hvor jeg burde tie. Én af de dage, hvor det er mig fuldkommen uladesiggørligt at være verdenskompatibel og sjov og finurlig og tilgængelig. Èn af de dage, hvor mit bidrag til omgivelserne begrænser sig til afmålte høflighedsfraser og uudtalte afvisninger. Værre endnu: Dybe suk og ucharmerende tilbageholdt selvynk. Men […]
Sommetider føler jeg mig som den famøse pauke-spiller, der kun har ét slag at gøre godt med i en storslået og monstrøs symfoni. Ét afgørende slag: Selve essensen. Udråbstegnet. Understregningen. I et enkelt salg: Buuum. Og man sidder der med armen løftet og køllen klar. Sveder af spænding og venter på forløsning og vil så […]