Efter Almindelighederne følger…. nå ja Selvfølgelighederne Du ved: “Jamen hvorfor ikke? “..” Tjooo, måske?”..” Ikke sandt?” Naturligvis!! Såkaldte visheder: Naturligvisheder Fordi´erne ikke at forglemme: Fordi, jeg siger det. Fordi, jeg ikke siger det. Fordi, jeg gør. Eller ikke gør. Bare fordi! Bare! Fordi! Eller derfor: Udråbstegn og End of discussion. Eller starten på en Endless discussion. Eller nej. […]
Alt det der ikke bliver. Til noget. Fylder mest. Stop. Simpelheden volder størst kvaler Stop. Vis mig den mønt, der ikke har to sider. Der gensidigt skygger for hinanden. Kvæler hinanden. Supplerer hinanden. Og sig selv. På samme tid. Stop. Tanken er ustyrlig. Uhyrlig. Stop. Man hører et billede malet i gråd. Stop!
At være solsort i vintermørket. Synge sange, der sluges af lukkede vinduer og månens sabel. Det er bare forplumrede ord og platromantiske drømme om forsvinden og Væren i én bevægelse. Drømme om skjul og uskyld. Drømme der får dage til at hænge sammen og nætterne til at smage. Af noget. Det virker så dragende, dette at flyde ud […]
Nætterne går, uden at man ved af det. Det er ligesom deres berettigelse: glemsel og erindring i tæt dans bag øjenlåg og sitrende krop. Lagner krølles, stjerner glimter uanfægtet og alt er væk og uendelig tilstede på samme tid. Nætterne går. Uden at man ved af det.Uden at man ved. Med hvad. Dagene går og […]
Og ja, jeg skal skrive og skrive lige ud ad landevejen og alene registrere og formidle og holde mig selv udenfor. Jeg skal se på busserne der kører og hjulene der drejer og verden der pulserer. Jeg skal vande blomsterne i karmen og nippe de visne blade af; jeg skal tømme min postkasse, mens jeg […]
Så står man og betragter en flue , der sværmer omkring en lygtepæl på torvet i en forblæst stationsby. Pludselig forstår man hvorfor, en korøv kan synes så tiltrækkende …. ( kan det erstatte det unævnelige f-ord, tøser ? 😀 )
Nogle gange bliver det for massivt. Med mængden af spørgsmål og fortvivlelsen ved de manglende svar. Så må man bande lidt i stedet. Banke i bordet, ruske i tremmerne eller råbe i skoven. Ikke for at finde svar, men for at overdøve manglen. På svar. Af min stadigt mere affældig samling af sanser, synes den […]
Åh, den evindelige hyklen. Sukkene, der fylder i al deres tilbageholdthed og loddet, der altid vender den tunge ende nedad: Relativiteten og røven er skruer uden ende: ”og så videre”….. i én helvedes evighed. Måske man skulle finde sig en bjergtop. Bare skyer og himmel og Vorherre til hest. Ingen triste dybder, bare uendelig blåt. […]
Alfabetastisk: Glæden ved det høje C. Det dybe F. Og alt det andet.
Ordgasme: Når man når nye højder. Gennem sprog. Med sprog.