Louise Juhl

Jeg fandt aldrig ud af, hvem det var, der havde ringet. Jeg så bare bilen, der kørte op foran blokken, og de to betjente, der steg ud og så vidste jeg, at det var mig, de kom efter. 
Jeg blev ikke bange, bare flov. Så flov faktisk, at jeg tog glassene med piller og gemte dem under blusen og løb ned i kælderen og gemte mig i det lille pulterrum, der var mit. Der var ikke meget derinde: Min cykel, der hverken havde kæde eller sadel, og så en kasse fyldt med billeder fra dengang, jeg gik til foto. Af Kasper, som jeg havde været forelsket fra syvende til niende, og shvis far arbejdede med TV. kassen var fyldt med billeder af Kasper. 
Kasper på vej ud af en dør. 
Kasper, der jublede efter en scoring. 
Kasper, der afværgende løftede en hånd op for ansigtet: Ikke mere nu!

Jeg hørte betjentene ringe på døren og lidt efter, at de råbte mit navn. Naboen, der åbnede døren ved siden af min og hunden, der gøede. 
–Sitka, stille!
Lidt efter blev døren til kælderen åbnet, jeg kravlede om bag cyklen, holdt mit vejr. Det var, som deltog jeg i en film. Som om alt i rummet bare var rekvisitter – også jeg selv : En kædeløs cykel, en kasse gamle fotos, tre glas med piller. Og så mig.
Jeg vidste, det kun var et sprøgsmål om tid, før de fandt mig og slog slåen fra døren: 
–Hej. 
Det var det, jeg sagde. Hej. Som var det helt naturligt at sidde gemt i et pulterrum med tre pilleglas under blusen. Jeg kravlede frem, den ene betjent lagde en arm om min skulder. Er du ok, ville han vide. Jeg husker ikke, hvad jeg svarede, om jeg svarede ham overhovedet.
Vi fulgtes op ad trappen, den anden betjent nikkede og forsvandt. Jeg lavede te. 
Han hed Henrik og havde altid vidst, at han ville være betjent. Vi talte en halv time, det vil sige, det var mest ham, der talte. Spurgte mig, om jeg havde nogen, jeg kunne ringe til? Nogen, der kunne komme og sove hos mig? 
Jeg forsikrede ham, at jeg var ok, at jeg ikke behøvede nogen: 
– Men tak for at spørge. 
Han fik lov at tage pilleglassene med sig, da han kørte. 
Dagen efter ringede han, Henrik. Midt i Nyhederne, der viste et indslag om fugleinfluenza. 40.000 fjerkræ på Sjælland var i fare for nedslagtning, fortalte de, flere landmænd stod til store økonomiske tab.
Han ville bare høre, hvordan det gik? 
–Bedre, svarede jeg. Det var ikke løgn, heller ikke sandt, jeg vidste simpelthen ikke, hvordan jeg havde det.