Louise Juhl

Jeg har aldrig overvejet, om det kunne være anderledes. Om vinduerne kunne være med sprosser, haven med stier af trædesten. Om mine venner kunne være flere, tættere, om Aksel kunne hedde Jon og Alma være halvt hollænder og bære et von som mellemnavn. Alma von Madsen.
Jeg er bare fulgt med tingene som de var, taget dagenes gøremål for pålydende. Mandag er mandag, praktisk, kvadratisk, lunken. Tirsdag forbilledligt simpel, arbejde, indkøb, en tv-serie at falde i søvn til. Onsdag er vendedag, torsdag er alting kommet nærmere. Nærmere hvad, kunne man spørge, men det er der ingen, der gør, man køber bare lidt snollet som en slags forfest til fridagene og vågner så fredag på sofaen med en skumfidus klemt flad mod kinden og må ringe og sige, at man bliver forsinket.

Jeg er ok lykkelig. Det kunne være meget værre, jeg fungerer, er glad for græskar bagt i ovnen, en billig og taknemmelig spise, der tilmed kun belaster klimaet minimalt. Jeg har lært at tackle mine følelser, som andre tackler vasketøj, vinduespudsning: Som et nødvendigt onde, der, sat i system, kan klares med varmt vand og sæbe, håndfaste skrub.
– Dont go there, lærte jeg af en kæreste, engang jeg foreslog ham ,at vi skulle tale om vores forhold. Og da jeg spurgte ham hvorfor han værgrede sig, svarede han, at det var med følelser, som det er med dej. At det vokser, jo længere man ælter, vælter ud over skålens kanter.
Han foretrak handling, sagde han, og knappede min skjorte op, begravede sit ansigt imellem mine bryster. – Uhm. Lukkede så læberne om vien højre vorte og bed til:
– You get what I mean?

I dyreverden synes det så simpelt. Her er parrringsakten reduceret til ren forplantning, det handler ikke om, hvilke følelser, der ligger bag, men hvad de fred til. En unge, to, tre, og herefter står den på redebygning, at mætte sit afkom, holde rovdyr på afstand.
Jeg prøver at finde et lignende system. det vil sige, ikke følge efter, hvad der føles rigtigt, men hvad der leder mig fremad. Problemet er, at jeg stadig er i tvivl. Om hvad der venter der fremme, hvad jeg så at sige følger efter. Er det bare flere lunkne mandage, flere skumfiduser, flere forsinkede fredage? Eller er der noget andet et sted, en strandeng, en ufarlig sol, en kæmpe kantarel?

Nu ringer telefonen. – Hallo?
Der er ikke nogen i den anden ende, alligevel prøver jeg igen: – Hallo?
Måske er der en pointe i det: at jeg skal svare mig selv, klare mig selv. Ikke med skumfiduser, men en tidselkugle, måske. Eller to timer uden tanker, kun lyden af træernes toppe, et hav af grøn.