Louise Juhl

Mine brilleglas fedter hele tiden til. Det er som om at alene dét, at jeg ser ud af dem, er mere, end de kan klare. Sådan har det altid været. Skifter jeg til kontaktlinser, får jeg øjenbetændelse, det er åbenbart ikke meningen, at jeg skal se klart.

Det er to år siden til august.
Nu forventer du måske, at det er to år siden *etellerandet*, men det er det ikke, det er bare to år siden. Til august.

Det er ligeså lunt som nu, det har regnet hele natten, fugten hænger i luften, gør den tung. Klokken er 7, måske ti minutter over, det plejer den at være, når jeg vågner heroppe. Jeg kravler ud af sengen, forsøger at finde døren. Den sidder, hvor den plejer.
Inde i stuen giver jeg hunden line på, vi går ud på terrassen, så den kan tisse. Den får mad og vand. Sådan er rækkefølgen: Hunden først, så mig. Da det bliver min tur, tisser jeg og drikker en kop kaffe. Kaffen er stærk, jeg må skylle efter med to glas vand for at holde maven i ro. Det er dumt, jeg ved det. Om lidt, når jeg skal ud med hunden, bliver jeg tissetrængende og må sætte mig i skovbunden med trusserne nede om knæene for at lette trykket.
Hunden er mere obs end sædvanlig, det må være fugten, den forstærker alt, lydene og lugtene. Hundens snude er som limet mod jorden, den støver mos og græs og visne nåle op, lyder som en lille motor. Jeg forsøger at følge med: frem og tilbage, på kryds og tværs. Det er en befrielse at lade sig føre, den målrettede tilfældighed. Vi går ad de små stier tæt ved huset, her står fyrretræerne tæt, der slipper ikke meget lys ind, ikke meget mørke ud. Luften er stillestående, det er ikke decideret ubehagelig, men rigelig tæt. Jeg må hele tiden tørre mit ansigt med bagsiden af armen.
Vi kommer til en bred grusvej med sommerhuse. De fleste grunde er sparsomt beplantede, her er udsigt til himlen, det er rart. Et af husene har et ”til salg” skilt stående ved vejkanten. Jeg spekulerer på, hvad der mon ligger bag: Et dødsfald, skilsmisse, almindelig svækkelse, nye drømme?
Pladsen foran huset er dækket af højt græs, og til højre for huset står et højt bjerg af brænde. De nye ejer vil ikke komme til at fryse,  selvom vinteren skulle gå hen og blive streng.  En kat lister rundt i det høje græs, den dukker sig, kan sikkert lugte hunden. Den har dog ingenting at frygte noget: Hunden er alt for optaget af at snuse til vilde hindbærbuske, pisse territoriet af.
Vi krydser landevejen, der er ingen biler på vejen endnu. Det er ferietid, folk sover længe og de, der ikke gør, har tilsyneladende ikke ærinde her. På den anden side af vejen løfter en bakke sig, den er sandet og streng at bestige. Hunden har travlt: Det er altid dét, der ligger to meter længere fremme, der har dens opmærksomhed. Jeg, modsat, tænker, at der ikke er noget, der haster: Bakken er stejl, luftfugtigheden høj. Hvad end der venter for enden, kan det vel vente.
En løber kommer imod os, han har god fart på, bakken hælder åbenlyst til fordel for ham. Han nikker, jeg nikker tilbage, hunden ænser ingenting.
Jeg kender ruten, ved, at jeg på denne stigning må kontrollere mine fødder for at få dem til at bevæge sig. Jeg må tælle, trække mig selv frem ved tankens kraft. Det går bedst med tallene fra enogtyve til et hundrede, her er rytmen bedst: en-og-ty-ve, to-og-ty-ve, tre-og-ty-ve.
Det virker, fødderne lystrer. Benene bevæger sig frem og op, præcis som tallene.
Det er vigtigt at time det rigtigt, så toppen nås på præcis tallet et-hun-dre-de. Jeg har gjort det mange gange før, ved at vil lykkes, jeg er dreven i at afmåle skridtenes længde, så det passer:
Et hundrede!
Vi er fremme.

Det er to år siden til august.
Huset med til-salg skiltet er blevet solgt, og kaffen er blevet en smule tyndere, men rækkefølgen er stadig den samme: Hunden først. Så mig.