Louise Juhl

Det var det samme år, min morfar begyndte at miste. Først hørelsen, så det venstre ben, så min mormor. Til sidst mistede han lysten til livet. Han døde den 14. november nitten hundrede og seksoghalvfems, jeg sang: ‘Stille hjerte sol går ned’ i flere timer derefter. Vist nok fordi jeg havde læst et sted, at det sidste, et menneske mister, er hørelsen, og jeg ville så nødig miste ham.
Vi kendte ellers ikke hinanden særlig godt. Min morfar var tømrermester af den gamle skole, arbejdede alle døgnets vågne timer og spildte ikke tiden med snak. Men da jeg flyttede til København og nægtede at spise og blev indlagt på gule papirer, ringede han alligevel. Sagde: ‘Nu må du hellere se at komme hjem, Margrethe”. Han kaldte mig altid Margrethe – efter dronningen. Jeg gjorde, som han sagde, jeg tog hjem. Måneden efter døde han, det var svært ikke at føle skyld. Præsten spillede guitar til begravelsen, bagefter var der snitter med rullepølse, løgringe og sky. Jeg lod de andre om at spise, fandt i stedet en formular på præstens kontor, som jeg udfyldte. Fire uger senere var der svar. Jeg bar nu min morfars efternavn, Juhl. Det gav egentlig ikke meget mening, men det gav noget andet.