Louise Juhl

Du behøver ikke at sige alt, hvad du tænker, højt. Sådan sagde en lærer til mig i tredje, hun hed Gunvor og havde hænder på størrelse med tallerkener. Jeg havde lige fortalt, hvordan min mor nynnede. Hver aften lige før hun gik i seng, når hun lavede øvelser for ryggen: Hænderne helt op over hovedet, Mm Mm, så ned og ramme gulvet, Mm Mm. Hele tiden til den her melodi, der måske bare var rytmer og lyde, Mm Mm.

Jeg tegnede også en kat til Gunvor. Den så ud præcis som den, min genbo havde tegnet til mig, dagen før hun blev indlagt. Den havde et enormt hoved og næsten ingen krop, halen kun en stump. Katten havde kæmpestore øjne: ‘Overvågningskamerarer’, forklarede min genbo, ‘de optager alt, hvad vi tænker og og føler og frygter’. Så løftede hun hænderne op over sit hovede, præcis som min mor havde gjort aftenen før: ‘Det er lige før’ hviskede hun, og lod så hænderne falde mod jorden igen: ‘Boooom’.
Dagen efter kom politiet og tog hende med, jeg ved ikke hvorhen. Hun hvæsede af dem, viste kløer. Så fik hun øje på mig i et vidnue på den anden side af vejen, pegede og råbte: ‘Boooom’. Jeg skyndte mig at se ned.
Nu siger Gunvor så, at jeg ikke behøver at fortælle alt det. Alt hvad jeg tænker, frygter og føler, at der er ting, man må bære alene. Og jeg nikker og tier og kan allerede mærke mit hoved vokse. Presset bag øjnene, det er lige før.