Louise Juhl

Min eks lærte mig at vente, han var evigheder om alting, hasta la vista, smilede han, når jeg blev utålmodig, han troede, at det betød hastværk er lastværk. Han spillede computer hele dagen og natten med, det handlede om at slå flest muligt ihjel, jo flere, der døde, des nemmere fik man adgang til ‘next level’. Efter tre år gik jeg fra ham.

‘Var det det hele værd’ spurgte psykologen. Jeg ved ikke rigtigt med den slags spørgsmål: “er livet livet værd?” Jeg mener: er dagene dagene værd, er nætterne nat – og hvad med min bare røv, hvor meget er den værd? Men jeg tørrede mine øjne, smilede og svarede: “appelsiiiin.” 
Senere fik jeg anvist en lejlighed af kommunen, den lå i stuen og havde udsigt til en kilometerbred parkeringsplads. Nogle år sad jeg derinde og så ud på menneskene, der startede deres biler, tog på arbejde og kom hjem igen. Var det det hele værd. Så kom jeg på kursus, det var noget med journalisering, alt med A skulle stå under A, alt med G under G og så videre. Jeg ar god til det, fik job som sekretær, stoppede med at besøge psykologen. Jeg gav hende en blomst, den sidste gang, vi sås, det var først senere, jeg fandt ud af, at sådan gør man ikke. Man giver ikke gaver, når relationen er professionel, det er noget med grænser og hierarki. Så blev jeg så meget klogere, jeg ved ikke, om det var det hele værd, hasta la vista.