…eller ikke. At være
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg tror, jeg vil skrive min krop, så den atter får liv.
Stoppe med at skabe mig. Istedet skabe mig selv. Fra bunden. Som klodser i et legotårn. Det ville da være en frihed: at blive reduceret til klodser – til bogstaver på papir. At opfinde sig selv. Fremfor at finde sig selv. Scratccchhh! Ligesom langt mindre klichéfyldt og langt mere fremadrettet.
Skrive. Ikke beskrive. Beslutte sig for at være og være en virkelighed. Måske bare en bifigur på bageste række, som iagttager og lærer forfra og ikke død-og-pine-mig skal deltage. Hverken skal høres eller ses eller forståes. Men bare være tilstede. Ingen forventninger og intet ansvar. Muligvis utopi, givetvis noget vrøvl, men ikke desto mindre er det sandheden. At jeg ret beset ikke vil opfinde. Jeg vil opfindes. Få liv. Igen. Eller for første gang?
Jeg er latterlig. Og vred. Mest af alt uendelig skrøbelig. Hvad fanden bilder verden sig ind sådan bare at fungere, uden at jeg kan følge med? Og jeg vil så nødig være til grin, så jeg lukker. I. Af. Og ude. Lukker. Og vreden og fortabtheden bliver en klump i maven og en diplomatisk rømmen ved middagsbordet. Og jeg ved at den er forkert-vreden. Uberettiget. Jeg må vise ydmyghed og ansvarlighed og gemme vreden væk og fungere.
Så jeg gemmer vreden og den bliver krop. En krop af beton, der hænger som en ulykkebringende amulet om min hals. Så frygtelig brutal. Alt, alt for virkelig.
Det må ikke være der. Vreden. Kroppen. Jeg forsøger at glemme. Jeg vil væk fra mig selv og min krop. Og jeg løber og løber væk og jeg kan ikke få vejret. Men bliver i bevægelsen. Alt andet end Her og Nu. Jeg tør ikke stå stille, tør ikke mærke tyngden af kroppen og sorgen og vreden. Jeg tør ikke mærke den tomhed og den krop og det sprog, jeg skal skrive på.
Så jeg higer og søger, om ikke i gamle bøger, så i lukkede teorier og højtravende poesi og lyrisk verdensfornægtelse. Men for fanden: Livet er onsdage og slidte t-shirts og busser, der kommer for sent. Livet er alle dem, der ikke ringer. Og mest af alt alle dem der ringer, og som jeg ikke orker at tale med. Således dømt ude fra virkeligheden bliver scenariet en parodi. På jagten efter et nærvær. Ynkeligt men sandt.
Velkommen genkendelse.
Det der forbandede nærvær. Det virker bare ikke alene vel?
Ballast – du er simpelthen så sød. Jeg kan se, at du bekymrer dig på min blog – og det er bare så dejligt typisk dig 😀
Jeg har det fint. Men jeg har meget travlt. Jeg er så dårlig til at blogge på underskud – og jeg får slet ikke kommenteret og skrevet, det jeg gerne vil.
Faktisk ingenting 🙁
Men tak for din omsorg – du er så dejlig…….. 😀
Knus Blogwoman
Bitten:
Velkommen sødeste!
Nej, nærvær fungerer bedst når man har nogen eller noget at være nær. Ved. Og med …..
Knus
Blogwoman:
Pas nu på dig selv.
Jeg kan ikke undvære dig 🙂
Du er så dygtig.
Send sms til 1234 med teksten Ballast er dygtig.
Fik jeg fortalt dig, at du er en blændende skribent. En skribent med et helt udsøgt talent for det dobbelttydiges kunst. Antydningens og insinuationens slange kombineret med stolpeformet betonsøjler af sandhed og livsvisdom.
Tak for din tilstedeværelse. Og hvis du så engang er så ynkelig, så velkommen fra din patetiske nabo. Jeg bor bag den blå dør lige ved siden af.
Jeg lever af fordrejede verdensbilleder og stjålen klimaks. Men det er ok. Det er livet, og det er nu engang sådan at bjerget skal have en top, vi allesammen kan stirre på, men ikke nødvendigvis bestige hver dag.
Knus og tak. Fra mig.
Velkommen tilbage Ballast.
Var lige ved at blive nervøs for at du ville svigte mig som daglig læser.
“Først skabte Gud manden,
så skabte han kvinden –
og hun har skabt sig lige siden” 🙂
Nej du – jeg tror ikke der kommer noget godt ud af at skabe sig eller at skabe sig selv. Helere forliges med sit selv og sin krop og fokusere på de positive sider.
Se nu dig selv – du beskriver dig selv som forvirret, vred, betontung og uden nærvær.
Set herfra – er du skarp i pæren og pennen, en formidabel formidler hvis nærvær synes allestedsnærværende, om det er i menneskelige grundvilkår,
portræt af kvinder fra hvide klitrækker eller en ung kvindes strobyliv.
Alt fanges – filtreres og gives nyt liv – i tekster der brænder sig gennem skærmen og helt ind i læsernes sind.
Det er sgu´ da STORT
det er sgu´ da NÆRVÆR
det er sgu´ da MESTERVÆRK
Håber du en dag vil se og forliges med din egen STORHED
Du har grund til at være TILFREDS med dig selv.
Det handler ikke om at være, eller ikke at være – Noget / Nogen
Det handler om at være TIL og blive den bedste udgave af sig selv.
Måske har du meget store AMBITIONER – men set herfra – ER du nået langt
Det skyldes måske i særdeleshed dit nærvær – vær stolt af dig selv – styrk dit SELVVÆRD.
Go´ Weekend
Patton:
Hold da helt op hvor er du knus-elskelig.
Jeg sender lige en SMS til 6789 med beskeden: Patton er knuselskelig! 🙂
Tak du finurlige fortæller!
Penpal:
Åh du kære, kære patetisk-blå klimakssøgende nabosjæl.
Jeg kan slet ikke rumme din ros, men takker alligevel af et ægte hjerte 😳
Jeg har sagt det før, jeg siger det igen: Du er så uendelig generøs, og det er en uvurderlig menneskelig genskab at besidde! Tak.
Tekst:
Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal sige.
Jeg er helt stum af taknemlighed for alle de roser og opmuntrende ord.
Jeg vil bære dem med mig og gøre mit bedste for at holde mig dem for øje, når hvalen strander og gisper efter luft.
Også en rigtig smuk weekend til dig.
Tjah – du undgår måske
ikke at gå på grund nu og da.
Og jeg – og flere med mig,
glædes jo over dine gisp.
Så jeg håber da at du fortsat vil
vælge at tage dine “solbade” her på stranden.
Lille blå hval
trods al din kval
beriger du verden
med hele din færden
det er en forbandet lækker tekst du skrev. officielt er sætningen: “Men for fanden: Livet er onsdage og slidte t-shirts og busser, der kommer for sent. Livet er alle dem, der ikke ringer. Og mest af alt alle dem der ringer, og som jeg ikke orker at tale med. Således dømt ude fra virkeligheden bliver scenariet en parodi. På jagten efter et nærvær.” blevet min ynglings sætning,
wow du er go
Benita:
Wow, du er sød!
Tak. Tak. Virkelig!!!