Louise Juhl

Kære Rosa

Nogen gange, når jeg går tur, tænker jeg på lyde som farver.
Alle mundene, der bevæger sig, dem former jeg til ellipser, til talebobler i gul, blå, rød, brun.
Så forestiller jeg mig, at jeg er jonglør, at taleboblerne er brændende fakler, og at jeg kaster dem op, rundt og griber dem igen:
Ja jeg er mesterjonglør, jeg styrer publikums blikke:
“ohh”, “ihh”, “næhh”, mumler tilskuerne med een stor rød mund.

Jeg jonglerer, rundt og rundt, farver og former og “ihh” og “næhh”, alt er i mine hænder, det er storslået.
“Mine Damer og Herrer, fisk, fugle og hunde såmænd”, råber sprechstallmeisteren og peger på de mange flyvende bobler i alskens farver. Mageløst.

Og jeg ler og ler og ler, hahahahaha, og stopper ikke, før en forbipasserende griber fat i min arm, og råber “Pas på, du bliver jo kørt over”.
Sådan står jeg midt i et lyskryds, mens alle talebobler brister omkring mig, puuf!
Og jeg mumler et “undskyld” og kan pludselig ikke huske, hvor jeg var på vej hen eller hvordan jeg finder hjem.

Måske er det det, du mener, når du taler om en årstid for trafikdræbte dyr? 

Kærlig hilsen Jakob