Louise Juhl

Ham med hænderne holdt jeg meget af, han gik frem og tilbage på gangen med en klodset ynde, vendte og drejede konstant sine hænder, talte til dem:
“Jeg ved godt, at I ikke er mine”, sagde han for så øjeblikket efter at svare:
“Det er jo noget vrøvl, Kristen, selvfølgelig er vi dine”.
Jeg blev aldrig klar over, hvem der svarede hvem, eller om nogen svarede til noget.
En dag spurgte jeg ham, om hans hænder virkelig kunne tale. Så så han undrende på mig:
“Selvfølgelig kan vi ikke tale”, vinkede han.